Et overblik over Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (Del 6).

Tag med tidligere balletmester frank Andersen (billedet) på en lang og udfordrende rejse gennem tiden og dansen i perioden 1985 til 2008.

Af Ole Nørlyng, musik- teater- og ballethistoriker.

Stamtræet til den moderne dans

Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik

Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden

Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt

Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart

Dans fra renæssance til nutid

Marius Petipa og La Bayadére

Dancing girls, barfodsdans og "negerdans"

Les Ballets Russes

Sylfiden 175 år

Gades brudevals

Krop og ånd i teaterhistorien

Neumeier besat af Nijinskij

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (5).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (6).

es

Interregnum eller turbulente ledelsesforhold ved balletten 1994-2002

Frank Andersen blev som balletmester afløst af den headhuntede tidligere stjernedanser Peter Schaufuss, der efter år som leder af London Festival Ballet, senere English National Ballet, havde siddet som leder af balletten ved Deutsche Oper i Berlin i en kortere årrække. Peter Schaufuss var i sin tid rundet af Den Kongelige Ballet, hvor hans mor Mona Vangsaa var solodanser og hans far solodanser Frank Schaufuss også havde været balletmester. Han havde fået sin uddannelse ved Den Kongelige Balletskole, men Peter Schaufuss havde tidligt kastet sig ud i en international dansekarriere, der ikke blot havde givet ham stjernestatus. Peter Schaufuss stod også som iscenesætter med fine kort på hånden, idet han allerede i 1979 havde sat "Sylfiden" op i London med meget stor succes. Senere var turen kommet til en opsætning af "Napoli" for The National Ballet of Canada i Toronto i 1981. I Berlin havde han blandt andet produceret "Et Folkesagn", ligesom han både havde sat "Giselle" og de tre Tjajkovskij balletter "Svanesøen", "Tornerose" og "Nøddeknækkerne" op i den tyske hovedstad.

Peter Schaufuss' elleve måneder som balletmester ved Den Kongelige Ballet blev imidlertid ikke lykkelige, idet han hurtigt foretog en række dispositioner, der bragte ham på kant med kompagniet. Først producerede han sin egen prisbelønnede London udgave af "Sylfiden", men den faldt ikke i god jord på Kongens Nytorv, hvor man med en vis ret kunne hævde, at man i den traditionelle udgave havde den originale. Bedre blev det ikke, da Peter Schaufuss i stedet for den tiljublede John Neumeier-udgave af "Romeo og Julie" satte den ældre udgave af Sir Frederic Ashton op. Denne version, der oprindelig var skabt til Den Kongelige Ballet og Peter Schaufuss' mor, Mona Vangsaa, og den unge Henning Kronstam, virkede på baggrund af John Neumeiers mere dramatiske og psykologiske udgave, gammeldags og vandt ikke publikums begejstring.

To vigtige danske koreografnavne kom under Peter Schaufuss' korte tid som balletmester på plakaten. Schaufuss inviterede således Peter Martins hjem. Den tidligere danser ved Den Kongelige Ballet, men igennem mange år stjerne ved New York City Ballet, og George Balanchines efterfølger som leder af det berømte New York'er kompagni, havde allerede en stor koreografisk produktion bag sig. Nu fik Den Kongelige Ballet fire af hans værker på repertoiret. "Ash", "Zakouski", "Barbers Violin Concerto" og "Fearful Symmetries" blev danset med et sus af New York energi, og det rev såvel publikum som dansere over ende. Peter Martins balletterne fik hele kompagniet op på mærkerne - og dét på et tidspunkt, hvor forholdene var alt andet end enkle. Det andet navn var Kim Brandstrup, der blandt andet havde gjort sig smukt gældende med eget kompagni i England. Kim Brandstrup fik mulighed for at vise sin særlige koreografiske stil, og begge har ved flere senere besøg skabt gedigne værker til Den Kongelige Ballet.

Nævnes bør det også, at Peter Schaufuss sørgede for, at de to sidste, Niels Bjørn Larsen og Kirsten Ralov, der kunne huske noget fra den opsætning af hele Bournonvilles vaudevilleballet "Konservatoriet eller Et Avisfrieri", som Harald Lander i 1934 havde stået for, fik lejlighed til at redde denne charmerende ballet fra glemslen. Faktisk var det Frank Andersens idé, og arbejdet var så småt gået i gang, men økonomiske vanskeligheder havde stoppet projektet. I foråret 1995 blev idéen genoptaget, og Dinna Bjørn blev koblet på ligesom den engelske scenograf David Walker skabte scenografien.

Under en turné til USA, hvor der også lød kritiske røster, blev situationen mere og mere uholdbar, og Peter Schaufuss forlod posten som balletmester 1. juli 1995 - idet han blev afløst af sin assistent og gode ven danseren Johnny Eliasen. Denne, der imidlertid kun var konstitueret, ledte balletten i hen ved et par år, indtil en ny løsning var fundet.

Det nye bestod i den forhenværende engelske ballerina Maina Gielgud. Hun, der havde en fortid som såvel klassisk danser som stjerne hos Maurice Béjart, hentede netop værker af Béjart til kompagniet. Frank Andersen havde dog allerede i 1990 med balletten "Serait-ce la mort?" sørget for, at Béjart var blevet introduceret i Den Kongelige Ballets repertoire, men med Maina Gielgud fik København både den indiske "Bhakti 3" og den morsomme Offenbach ballet "Gaité Parisienne" (billedet herunder) oprindelig skabt i 1978. Maina Gielgud, den første kvindelige balletmester og den første udlænding på posten, var på mange måde en slidsom og seriøs balletmester. Hun havde god kontakt med adskillige af de unge dansere, men hun havde imidlertid også vanskeligheder med kommunikationen til korpset generelt. Hendes repertoirevalg med fx en unødvendig opsætning af operette-balletten "Den glade enke" (1998) fungerede heller ikke tilfredsstillende. I 1999 blev Maina Gieldgud efterfulgt af den danske danser Aage Thordal-Christensen, der sad i den varme stol frem til 2002. Han havde sin kone, Colleen Neary, ved sin side, og hun var en meget respekteret instruktør ikke mindst af Balanchine repertoiret.

I år 2000 fejrede Den Kongelige Ballet Bournonville med en uge, hvor balletten dansede de væsentligste af mesterens værker. I samme periode dukkede et nyt koreografnavn frem, idet den russiske solodanser Alexei Ratmansky (1968-), der var kommet til den Kongelige Ballet i 1997, fik lejlighed til vise det danske publikum sine indlysende evner som balletskaber. I 1999 skabte han sit første værk "Betwix" for Den Kongelige Ballet, og i 2001 den underfundige "Turandots drøm", hvorefter han i forbindelse med Aage Thordal-Christiansens afgang som balletmester reddede Den Kongelige Ballet ved på meget kort tid at koreografere den allerede planlagte og scenograferede opsætning af "Nøddeknækkeren" i Tivoli. Senere, efter at Frank Andersen var vendt tilbage, fik Alexei Ratmansky mulighed for at koreografere endnu en helaftensballet til Den Kongelige Ballet, idet han i 2004, på et tidspunkt hvor han var udnævnt til balletchef på Bolsjoj Balletten i Moskva, skabte sin version af "Anna Karenina".

Kulturbyår 1996 og teaterjubilæum 1998

To årstal fra denne turbulente periode på otte år, hvor henholdsvis fire skiftende balletmestre satte varierede dagordner, ændrede i den daglige træning, hentede nye danse til kompagniet, udskiftede æstetiske holdninger etc., må kort nævnes. I 1996 var København Europæisk Kulturby, og i 1998 fejrede Det Kongelige Teater 250 års jubilæum. Den Kongelige Ballet er i sådanne sammenhænge et naturligt kulturfyrtårn, der må og skal lyse langt og længe. Begge begivenheder blev da også præget af særlig ambitiøse tiltag. Peter Schaufuss havde til Kulturby året planlangt en række urpremierer på dansk koreograferede helaftensballetter. Anna Lærkesen skabte til musik af Carl Nielsen og Poul Ruders sin første og eneste helaftensballet "Symfoni og Forvandling", Schaufuss selv koreograferede til musik af rockgruppen Sort Sol, og Rued Langgaards "Hamlet" blev danset først på Kronborgs bastioner i Helsingør og derefter på Gamle Scene, Peter Martins skabte sammen med den verdensberømte danske maler Per Kirkeby sin version af "Svanesøen", og noget forsinket koreograferede Flemming Flindt endnu en helaftensballet med titlen "Legs of Fire" frit efter H.C. Andersen, en ballet der først fik premiere i 1998, og som ikke fik noget langt liv i Den Kongelige Ballets repertoire.

Det Kongelige Teaters 250 års jubilæum blev for Den Kongelige Ballets vedkommende fejret med en opsætning af Galeottis "Amors og Balletmesterens Luner" til jubilæets gallaforestilling den 18. december 1998. Og John Neumeier skabte en mesterlig pas de deux til Silja Schandorff og Peter Bo Bendixen "1963 - Yesterday" til fire velkendte The Beatles numre - en pas de deux, der siden har været et meget yndet nummer danset utallige steder rundt i hele Danmark og ved flere gæstespil i udlandet. Herudover koreograferede såvel Peter Martins som Maurice Béjart værker til lejligheden.

Frank Andersen vender tilbage 2002-2008

Der var vel mange gode grunde bag beslutningen om at hente Frank Andersen tilbage til Den Kongelige Ballet som balletmester. Efter svingdørs-årene var der stærkt brug for stabilitet. Frank Andersen havde tidligere vist sig som en balletmester, der både kunne røgte arven, skabe ro omkring træningen og skolen, ligesom han kunne begejstre såvel kompagniet som publikum. Hertil kom at alle så frem til 2005, hvor Bournonville ville fylde 200 år. Der havde allerede været tale om en Bournonville Festival, men det var ikke noget, der tilsyneladende havde høj prioritet hos Aage Thordal-Christensen. Vedrørende Frank Andersens engagement var ingen i tvivl. Han var manden, der kunne planlægge og gennemføre en celebrering af det største navn i dansk ballet overhovedet.

Hertil kom de mere og mere påtrængende forhold omkring det faktum, at kunstarterne - skuespillet, operaen, balletten og Det Kongelige Kapel - stod overfor en opsplitning. Gennem Det Kongelige Teaters mere end 250 årige historie havde stort set alle sværget til kunstarternes sameksistens, og op gennem den teaterhistoriske udvikling har denne sameksistens betydet overordentlig meget. Men nu stod man med en snart færdigbygget operabygning og et planlagt nyt skuespilhus overfor den endelige opsplitning. Operaen, en gave fra A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers fond til almene formaal, blev den 1. oktober 2004 af skibsreder Mærsk McKinney Møller overdraget til statsminister Anders Fogh Rasmussen, der videregav det til Det Kongelige Teater. Et stort og smukt byggeri var færdiggjort til tiden. Teatret og hele Danmark havde fået en længe ønsket operascene med en topmoderne sceneteknik og et vidunderligt tilskuerrum. Det skulle indvies i januar 2005, og denne begivenhed krævede så sandelig også både initiativ og vision.

Kinesisk gæstespil

Nok havde Frank Andersen været balletmester i Stockholm fra 1995-1999, men det betød langtfra, at han havde været usynlig i det danske landskab. Tværtimod. Således havde pressen fx skrevet en del om hans og Eva Kloborgs opsætning af "Sylfiden" ved Den Kinesiske Nationalballet i Beijing. I Kina havde man i 1999 fejret 40 året for Nationalballettens oprettelse og 50 året for Den Kinesiske Folkerepublik med denne opsætning af det danske guldalderklenodie. En sådan enestående kultur udvekslingsbegivenhed vakte naturligvis opsigt. Og i juli 2000 stod Frank Andersen bag Den Kinesiske Nationalballets gæstespil i Tivolis Koncertsal, hvor de kinesiske dansere blandt andet opførte deres egne "Den gule Flod" og "Kvindernes røde brigade", ligesom de viste "Sylfiden". Gæstespillet vakte opsigt af adskillige grunde: "Kvindernes røde brigade" for sin udtalte fremmedartethed, og "Sylfiden" for det fuldstændige overblik over traditionen, der viste, i hvor høj grad Den Kinesiske Nationalballet var lykkedes vedrørende at komme helt tæt på Bournonvilles intentioner. Det var derfor ikke så sært, at Frank Andersen hurtigt kom på tale, efter at Aage Thordal-Christensen i 2001 havde sagt, at han ville gå af. Allerede på dette tidspunkt sad Frank Andersen også som dansernes repræsentant for balletten i forbindelse med færdiggørelsen af det nye operahus. Han havde så at sige allerede fingrene i surdejen. Han kendte opgaverne og problemstillingerne. Valget var indlysende.

Frank Andersen kom til for at skabe stabilitet og kontinuitet, samt for at gennemføre de to store projekter - endnu en Bournonville Festival i 2005 og den endelige nyordning af Det Kongelige Teater og kunstarterne i tre selvstændige huse, hvor Den Kongelige Ballet fik Gamle Scene tildelt som fast adresse. Frank Andersens første sæson blev med det samme markeret af en betydelig begivenhed.

Den 12. oktober 2002 var der Danmarkspremiere på John Neumeiers ballet i to akter "Odysséen" efter Homers antikke epos. Balletten var en voldsom og meget stærk rejse, hvor helten Odysseus må igennem en lang række farlige, oprivende og udfordrende episoder, førend han er i stand til at genfinde sig selv og sin elskede Penelope, som han ikke har set i 20 år. Som så ofte før var det nødvendigt med en vis forhåndsviden, og for publikum var "Odysséen" en udfordring, ligesom danserne blev provokeret langt ud over det sædvanlige. Derudover var balletten et vigtigt startsignal: Frank Andersen var tilbage, og Den Kongelige Ballet kom hurtigt i form igen.

At Frank Andersen i sit fravær havde været stærkt aktiv i såvel Japan som Kina smittede også lidt af, idet han bragte den yndige kinesiske danserinde Yao Wei til kompagniet i København, hvor hun i løbet af få sæsoner udviklede sig med stormskridt. I 2005 blev hun udnævnt til solist og under Den Tredje Bournonville Festival samme år dansede hun blandt andet hovedpartiet som Irma i "Abdallah" og Leonora i "Kermessen i Brügge". Yao Weis udvikling standsede imidlertid ikke med Bournonville, som hun mestrede med elegance og diskret charme. I 2008 bragte en fornem præstation som Tatjana i "Onegin" (billedet herunder) hende solodansertitlen, men hun forlod imidlertid Den Kongelige Ballet relativ kort efter. Der var adskillige andre kinesiske indslag i Frank Andersens anden periode som balletmester. Fra Beijing udgaven af "Sylfiden" hentede han således Zhu Yan til København, hvor hun i 2003 sammen med Den Kongelige Ballet dansede "Sylfiden". Også eksempler på de frodige og nyskabende koreografiske aktiviteter, som udfolder sig i Kina, blev introduceret for det danske publikum, idet koreografen Wang Yuan Yuan fra Beijing Dance Theatre i 2006 skabte værket "Color of Love" til Det Kongelige Teater.

Aktivitetsniveauet i de følgende år var ikke overraskende højt, og holder man af tal, så kan man tænke Lidt over følgende: fra 2002 til 2008 dansede Den Kongelige Ballet 72 forskellige balletter. Af dem var 47 premierer, og heraf var de 28 verdenspremierer. Nu er tal ikke alverden i sig selv, men i samme periode vandt Den Kongelige Ballet tre år i træk Reumert-prisen for årets bedste danseforestilling. Disse resultater skal også ses i lyset af det forhold, der rent økonomisk herskede på Det Kongelige Teater.

Med åbningen af en stor, prestigefyldt ny operabygning blev der i disse år særlig satset på operaen, men med Frank Andersens ildhu som drivkraft skulle det ikke influere på Den Kongelige Ballet, dens aktivitetsniveau, dens synlighed og dens kvalitetsniveau.

I det hele taget var begreber som synlighed, marketing og branding blevet afgørende størrelser i det daglige arbejde. Som udgangspunkt handlede det om at bevare positionen i det nationale kulturelle landskab, der efter årtusindskiftet med de nye mediers fremmarch havde fået betydelig konkurrence. Et nyt hus til operaen og et nyt hus til skuespillet tiltrak naturligvis megen opmærksomhed. Det var realiteter, balletmesteren måtte forholde sig til og arbejde med i positiv dialog. Og det blev - delvis på grund af visse vanskelige forhold internt i operaen - Frank Andersen, der den 15. januar 2005 stod for den festlige åbning af operaen. Her dansede Den Kongelige Ballet såvel August Bournonville, pas de deux'en af "Blomsterfesten i Genzano", samt Harald Landers "Etudes" - en præstation, der tydelig demonstrerede, at kompagniet var i topform.

100 året for Harald Landers fødsel.

Næppe var denne begivenhed overstået, førend Den Kongelige Ballet fejrede 100 året for Harald Landers fødsel.

Her rakte forholdene ikke til et større forsøg på at genoplive nogle af Landers ældre, "glemte" balletter. Naturligvis afsluttedes aftenen med en glitrende og præcis udgave af "Etudes", og Den Kongelige Ballet dansede ligeledes "Festpolonæse", samt en større brillant pas de deux, ligesom der blev lejlighed til at hente gamle filmstrimler frem. At det store rekonstruktionsarbejde ikke kunne iværksættes havde naturligvis sin begrundelse i det forhold, at Den Kongelige Ballet varmede op til Den Tredje Internationale Bournonville Festival, der fandt sted fra den 3. til den 11. juni 2005, og som blev efterfulgt af en storstilet galla den 21. august på selve Bournonvilles fødselsdag. Disse begivenheder - indvielsen af operaen, Lander og Bournonville fejringerne etc. - satte i høj grad dagsordenen, og de markerede netop ballettens iøjnefaldende synlighed.

Men meget af det arbejde, der i virkeligheden skulle udføres for at føre et gammelt, traditionsrigt - men også moderne - balletkompagni ind i det 21. århundrede, foregik uden direkte synlighed for øje i de interne miljøer. Her tænkes på vigtige felter som personalepleje og alt, hvad der hører ind under dansernes trivsel fra det rent fysiske til det psykiske arbejdsmiljø. Fra massage og fysioterapi til teambuilding og moderne coaching etc.

Balletskolen og Jiri Kylian

Af afgørende betydning var også udviklingen af Den Kongelige Balletskole.Her havde Frank Andersen i sin tid udnævnt Anne Marie Vessel Schlüter som leder, og hun havde startet en lang række initiativer med børneballet, balletgartneri og opsøgende ballet etc.

I forbindelse med Peters Schaufuss' virke som balletmester blev den første satellitskole i Holstebro åbnet, og senere fulgte endnu en satellitskole i Odense, og naturligvis krævede den slags satellitskoler en kostskoleafdeling på Kongens Nytorv, og det var under Frank Andersens ledelse, at Dronning Margrethe II Kollegiet ved Det Kongelige Teater blev åbnet, således at helt unge dansetalenter fra hele landet kunne få mulighed for at dygtiggøre sig ved Den Kongelige Ballet i København.

Var Frank Andersens tilbagekomst markeret af et væsentligt værk af John Neumeier, så lykkedes det Frank Andersen at overtale Jiri Kylian til at skabe en helt særlig forestilling, der kom til at markere Frank Andersens afrunding som balletmester. I efteråret 2007 præsenterede Den Kongelige Ballet en helaftensforestilling skabt af Jiri Kylian med titlen "Silk & Knife". At forventningerne til denne aften var store, er der ingen tvivl om; men resultatet blev ganske overrumplende. Jiri Kylian kom selv og arbejdede sammen med sit team med hele Den Kongelige Ballet, og der var tale om en total teateroplevelse, hvor Kylian skabte flere nye koreografier, ligesom han aktiverede publikum, der skulle gå gennem en installation under scenegulvet og oppe på scenen, førend de kunne sætte sig tilrette i tilskuerrummet. Efter denne mentale rejse fik publikum et forrygende flow af vidunderlige danse, der bevægede sig fra det hjerteskærende til det himmeljublende. En forestilling der blev en så stor succes, at den måtte genoptages i den følgende sæson.

Balletmester Frank Andersens placering i den danske såvel som internationale danseverden blev naturligt nok markeret, hvilket skete blandt andet i forbindelse med, at han i 2004 blev hædret med titlen "Man of the Year" - en titel indstiftet af The Danish American Society som en anerkendelse af indsatsen for at styrke båndene mellem Danmark og USA, og den kulturelle udveksling mellem de to lande. Allerede i 2002 var Frank Andersen blevet tildelt "The Dance Magazine Award".

Bournonville sæson

2004-2005 blev en Bournonville sæson. En storslået succes, og man kunne have frygtet, at det ville være vanskeligt at komme videre oven på denne overrumplende sejr for Den Kongelige Ballet. Men Frank Andersen havde klogeligt noget i baghånden. Et projekt omkring nordisk koreografi bragte i sæsonen 2005-2006 14 nye værker frem, som kompagniet ikke havde danset før. Væsentlig var fx den finske koreograf Jorma Uotinens bidrag, og det stærke kort i ny dans i Danmark, Tim Rushton, skabte sammen med den internationalt kendte lyskunstner Steven Scott en helaftensballet til Operaens store scene, hvor også operakoret medvirkede. Således lykkedes det Frank Andersen at give hver af hans sæsoner en særlig profil, ligesom han med spændende initiativer ikke blot lod balletten danse på dens faste adresse -Gamle Scene - men tillige på Operaens noget større scene, og da skuespilhuset i 2008 skulle indvies, blev det med det moderne program "Hot, Hot, Hot". Et væsentligt program bestående af koreografier af Christopher Wheeldon, Ohad Nahin og Nacho Duate.

På spørgsmålet om hvorfor samarbejdet mellem Frank Andersen og Den Kongelige Ballet ikke skulle fortsætte efter 2008 forklarer Frank Andersen:

"Min opgave var fuldført. Efter at Skuespilhuset var blevet indviet i 2008, følte jeg, at jeg havde gjort det, man havde genansat mig til. Jeg var kommet så langt med kompagniet, som jeg kunne, og jeg tror, at alting har sin tid. Jeg kunne ikke komme længere. Fx havde jeg stået for de Bournonville opsætninger, jeg kunne på Det Kongelige Teater, og jeg er jo ikke koreograf. Hvis jeg skulle videre med mit liv, skulle jeg af sted. Jeg ønskede at være mere fri... at blive min egen herre. Bournonville er mit liv, og der er ikke den verdensdel - bortset fra Afrika - hvor jeg ikke har arbejdet med Bournonville. Jeg har ikke blot undervist og sat i scene. Jeg har coachet, vejledt, evalueret - og den form for arbejde... at udvikle, vejlede, kritisk evaluere kompagnier og balletmestre etc. - det interesserer mig i højeste grad. Og det ville jeg ikke kunne på samme måde, hvis jeg sad fast i København. Nu har jeg Bournonville i kufferten og flyver sammen med ham rundt i hele verden." Men Frank Andersen flyver dog ikke alene rundt med Bournonville. Franks hustru gennem 31 år, Eva Kloborg, som er Karakterdanser, er med de fleste gange, når arbejdet i København tillader det, og sammen sætter de Bournonvilles værker op overalt i verden. For bag enhver mand står en stærk kvinde - privat såvel som professionelt.

Om artiklen:

Ole Nørlyng har skrevet og redigeret denne artikel om Frank Andersens to perioder som balletmester ved Den Kgl. Ballet 1985-1994 og igen fra 2002-2008 på baggrund af en række artikler til en ny bog med arbejdstitlen "August Bournonville, en Dansk Koreografi Kina", som Frank Andersen er blevet inviteret til at udgive i anledning af Beijing Dance Academy's 60 års jubilæum, hvor han i 2012 blev udnævnt til professor. Bogen udgives i anerkendelse af, at Bournonville-stilen er den bedst bevarede stil fra det 19. århundrede, samt at Eva Kloborg og Frank Andersen har arbejdet i Kina i mere end 18 år med Bournonville-opsætninger for de største kompagnier.