Flemming Flindt, verdensmesteren.

Portræt i anledning af Flemming Flindt 70 års fødselsdag 30. september 2006.

Af Erik Aschengreen.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

zzzzzzz

Verdensmesteren.

Flemming Flindt (født 1936, død 3. marts 2009), ændrede Den Kongelige Ballets profil. Såvel nationalt som internationalt er han en kunstner i særklasse. Intelligent, fræk, forførende og med kunstnerisk karisma både som danser og som koreograf. Sådan er Flemming Flindt. Blandt meget andet.

Hans karriere er en af de store i dansk ballet. Både nationalt og internationalt. Ganske vist var han ved at tabe lysten, da han som dreng gik på Det Kongelige Teaters Balletskole, men så overtog Harald Lander træningen, og Flemming fik danselysten tilbage.

Flemming Flindt blev danser i Den Kongelige Ballet i 1955, men var ikke mange måneder i korpset, før han fik orlov og blev solodanser ved London Festival Ballet. I 1957 kom han hjem som solodanser, men kun for i 1960 at forlade København igen for at blive danseur étoile ved Pariseroperaen. Så kunne han ikke nå højere.

Som international stjernedanser tog Flindt livtag med alle ballettens prinser, han brillerede som soloherre i "Etudes" - ofte i partnerskab med Toni Lander - og han dansede August Bournonville. Fra James i "Sylfiden" til Gennaro i "Napoli". Men stærkest indtryk gjorde han i det moderne repertoire. Ved danmarkspremieren på Roland Petits "Carmen" stjal han billedet med en viril Don José, og under maske blev han både rørende og mystisk i Petits "Ulven" og i sin egen "Den forunderlige mandarin" fra 1967.

Enetime.

Han var nemlig også koreograf, og debuten var nærmest genial. I 1963 "oversatte" han Eugène Ionescos absurde skuespil "Enetime" til dans. Skolelæreren blev en gal dansemester, der kvæler eleverne én efter én, når de når til variationerne på tå. Det var den rene galskab, men med mange oversættelsesmuligheder på symbolplanet: fra den lille terror i alverdens klasseværelser over seksuelle magtkampe til ondskab på et højere plan.

Billedet: Flemming Flindt i sin egen "Enetime" med Josette Amiel.

Nu var Flemming Flindt en voksen, moden kunstner, og i 1966 hentede Det Kongelige Teater ham hjem som balletmester. Det blev en forrygende tid med store udfordringer til dansere, publikum og kritik. Flindt inviterede moderne koreografer til Kongens Nytorv og sparkede voldsomt til ballettraditionen på Det Kongelige Teater. Ballet skulle være mere end nydelige sylfider i lette tylsskørter.

Ballet skulle være pågående drama om galskab, sex og farlige kræfter i menneskesindet. Og det hele skulle udtrykkes i en helt ny æstetik. I sine tolv balletmesterår var Flindt en topprofessionel teatermand med sans for chokket og med evne til at skabe både underholdning og dramatisk intensitet. Han var god til publicity, men han var ikke udvendig og effektjagende. I bund og grund er Flindt nemlig en moralsk, ansvarlig kunstner, selv om han ofte lader sig inspirere af menneskets farlige natsider.

Dødens Triumf.

Den store succes - den største overhovedet i Det Kongelige Teaters nyere historie - var "Dødens triumf", der var skabt til TV, som Flindt ofte samarbejdede med, men som først fik den store gennemslagskraft, da den i 1972 rykkede ind på Nye Scene. Med Thomas Koppels medrivende beatmusik og Flindts sans for teater blev denne forestilling om en civilisations undergang en kolossal fornyelse af repertoiret på Det Kongelige Teater.

Billedet: Flemming Flindt og hans daværende hustru, Vivi Flindt i "Dødens triumf".

Og Flindts koreografiske palet havde mange farver. Fra det skarpe og beske i "Den unge mand skal giftes" fra 1965 med musik af Per Nørgård til det mere underholdende i »De tre musketerer« fra 1966 og "Nøddeknækkeren" fra 1971.

Flindt kunne det hele. Også lave revy på Det Ny Teater med sin private muse Vivi Flindt som den "Vidunderlige kælling" i 1975. Træt af bureaukratiet gik han fra Det Kongelige Teater for at skabe sit eget kompagni. Stort spillede han ud i Cirkusbygningen i 1978 med »Salome« til musik af Peter Maxwell Davies, en personlig tolkning af den bibelske tekst og et publicity-apparat, der gjorde forestillingen til den mest omtalte og omdiskuterede teaterbegivenhed i årtier.

Men Danmark var endnu ikke klar til et alternativt dansekompagni, og Flindt flyttede til Dallas i Texas, hvor han var balletmester fra 1981 til 1989. Endnu en gang bestilte han musik hos en af de store komponister - Philip Glass - og chokerede i 1987 sit Texas-publikum med Vivi Flindt som Fædra.

Men Flindt er mere europæisk end amerikansk. Han forlod Texas og blev freelance. Var teaterinstruktør i Gladsaxe og skabte i Italien de sidste roller til Rudolf Nurejev med "Kappen" fra 1989 og "Døden i Venedig" fra 1991. Samme år vendte han hjem til Det Kongelige Teater med sit tragiske dansedrama om "Caroline Mathilde", som vi skal gense i denne sæson. Her er den store teatermand på spil med dramatiske spillemuligheder til hovedpersonerne og med en velberegnet kontrast: På ydersiden en fantastisk pragt i Jens-Jacob Worsaaes scenografi, på indersiden sjælelig råhed ved Christian VIIs dekadente hof.

Flemming Flindt er en teaterpersonlighed med både farve og format. Ved siden af Harald Lander er Flindt den væsentligste danske koreograf i det 20. århundrede. Han formår at skabe opmærksomhed om dans som kunstart, og det er med fuld ret, at hans "Enetime", som han i morgen aften fejres med, figurerer i Kulturkanonen side om side med Bournonvilles "Sylfiden" og Landers "Etudes".