 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
|
Sylfiden 175 år Ole Nørlyng Ballethistoriker Artilkel fra TerpsiChore, dans som scenekunst, efterår 2011. |
||||||||||
 |
||||||||||
|
|
||||||||||
|
Sylfiden 175 år Sylfider med jeres bedårende færden, vis mig et glimt fra åndernes verden, hyld skoven ind i jeres yndefulde tåge, til James glemmer alt om syndefald og love. Det er altid en god idé at spørge "hvorfor?", og det gjorde daværende chef for Aveny-T, Jon Stephensen, også, da han i 2006 skulle lægge hus til en hip hop udgave af en gammel balletklassiker ved navn "Sylfiden". "Det er en god historie," svarede koreografen Steen Koerner og fortsatte: " - Nej. En fantastisk historie... En så overraskende hudløs, ærlig beretning om en mand, der løber fra hele sit ansvar, fordi han bliver grebet af en vidunderlig kvinde... Sylfidens tragiske udviklingshistorie om erotik og forførelse er stadig et godt udgangspunkt for at fascinere et nutidigt publikum." Selvom sylfider ifølge gamle opslagsværker udmærket kan blive 300 år og stadig både være dejlige og forførende, så er 175 år nu alligevel en pæn alder, ikke mindst når det drejer sig om en ballet. Dansen som kunstart opererer på grund af selve udtrykkets flygtighed normalt med lav levealder, og ser vi bort fra Galeottis spøg fra 1786, "Amors og Balletmesterens Luner", der har været danset i ubrudt tradition i 225 år, er "Sylfiden" den ældste ballet i hele det internationale repertoire. Nu er alder alene i vor kultur næppe mere adgangsbillet til noget som helst. Her skal alt helst være hipt og nyt; men 175 år indgyder dog respekt - for når et værk på den måde, som tilfældet er med er med Sylfiden, har gjort indtryk på folk gennem tiderne, så er det, fordi værket dels er skabt på et destillat, der rummer grundlæggende værdier og konflikter, dels eksisterer i en form, der i enestående grad netop kan udtrykke disse grundlæggende kvaliteter. I forbindelse med den runde fødselsdag er det naturligt at se efter, hvad der nu er sket med den fine og forførende dame i de seneste år. Ved Den Tredje Internationale Bournonville Festival - afholdt i juni 2005 i anledning af 200-året for August Bournonvilles fødsel - blev der med talrige publikationer gjort status, alt imens opførelserne dengang på Det Kongelige Teater lyste af de evige længslers poesi og uudslukkelige livskraft. Det er som ikke mere end godt seks år siden, og alligevel er der sket ikke så lidt endda for den berømte luftånd. For hun er jo en luftånd! Ja - vi vil vel sige en fantasi. Pure opspind - et produkt af en hjerne, der er er godt på vej til at miste fodfæste og hvor længsler efter det uopnåelige har fået overtaget, hvorfor almindelig sund fornuft bliver suspenderet. En sygehistorie vil nogle måske sige. Nuvel! Men er sygdom ikke en realitet? I højeste grad. Og det er "Sylfiden" da også - hvorfor den vigtigste bog om hende, som måske nogen sinde er udgivet, netop hedder Sylfiden findes - en svævebog (af Anne Middelboe Christensen; red.). Her i dette inspirerede og begavede bud på alt fra, "hvad er en sylfide?" til opskrifter på vaskeægte "slørgift", øser Anne Middelboe Christensen i rigt mål af såvel akademisk viden som personlige oplevelser. Med beundringsværdig fantasi og faglig knofedt argumenterer forfatteren for sylfidens eksistens på alle niveauer: som teaterfigur, som børnefortælling, som computeranimation, scrapbog og som ren leksikon, og for enhver sylfide elsker, er Anne Middelboe Christensens ærinde August Bournonvilles romantiske ballet fra 1836, men hendes iderigdom åbner for adskillige tangenter, hun ikke selv kan følge, hvis ellers bogen skulle holde sig indenfor accetabel normalstørrelse. Men lad os her kort flyve tilbage i tiden for derigennem at tegne en forståelses ramme omkring vort kære væsen. (Billedet herunder: Steen Koerners hip hop udgave af Sylfiden).
Tilbage i historien Længe inden sylfiden landede på et scenegulv og blev til en teaterfigur, havde hun fløjet omkring blandt de øvrige elementarånder. Og som sådan er hun meget ældre end de nævnte år. Hun kan føres tilbage til det 5. årundrede f. Kr., hvor den græske filosof Empedocles formulerede sin kosmologi, der omfattede en skabelseslære, en elementlære og en om de modsat rettede kræfters samspil, ligesom disse blev forbundet med guddomme. Ifølge denne lære findes der fire elementer: vand, ild, luft og jord. Det elementære er alt som er grundlæggende i tilværelsen herunder det faste, det flydende, og ilden; grundsubstansen i alt eksisterende. At disse forhold blev forbundet med guddomme betød, at de gamle forestillinger fik et meget langt mytologisk liv, også efter at den antikke verden var brudt definitivt sammen. Til elementerne hører nemlig elementarånderne: Undiner i vandet, sylfider i luften, gnomer i jorden og salamandre i ilden. Ikke mindst den berømte Schweiziske mystiker, læge, alkymist og astrolog, Paraselsus, der levede 1493 til 1541, satte med det lærde værk: Liber de Nymphis, Sylphis, Pygmais et Salamandris et de coeteris Spiritibus" disse væsner i system, og kunne folk som William Shakespeare hente dem frem blandt til sin vidunderlige komedie "En Skærsommernatsdrøm". Vi vi ikke fortabe os i renæssance og barok. "Sylfiden" er fra 1830 'erne - men netop de gamle idéer om de fire elementer, og hvad det medførte, har fået fornyet betydning for vor forståelse af hele det område, vi kalder romantikken - herunder datidens omfattende naturfilosofi og naturmystik. Naturligvis tillagde man i år 1800 ikke de gamle idéer en konkret sandhedsværdi. Man opfattede dem som forklaringsmodeller og som symboler, og netop som sådanne har de gamle idéer om de fire elementer og elementarånderne på de seneste fået aktualitet. Et par eksempler fra kunst- og litteraturhistoriens områder følger her. Fra kunst- og litteraturhistorien Som grundlag for en stor, ny udstilling med den engelske naturskildrer, maleren William Turner (1775-1851) havde man valgt at tage afsæt i læren om de fire elementer. Selvfølgelig er der tale om en tillempning. Den antikke lære var ikke gyldig naturvidenskab omkring 1800. På Turners tid opererede kemien med 30 grundstoffer. Og man troede heller ikke længere på feer, trolde og hekse. Men på et filosofisk og spirituelt plan levede den gamle elementære lære videre, benyttet som bærere af allegorier og symboler, fordi den kunne illustrere noget så grundlæggende som liv og død. Empedokles havde nemlig hævdet, at når elementerne vand, ild, luft, jord blandes, så bringes de til live, altså: det er "liv", mens de, når de adskilles, dør, altså: så kaldes det "død". Hertil kom, at deres forening og adskillelse sker ved kræfterne "kærlighed" og "had". Med disse menneskelige følelser som årsagsforklaringer bliver selve naturens drama til spejlinger af den menneskelige eksistens og vise versa. Det var vand på romantikkens mølle - og det fik i særdeleshed betydning for litteraturen, hvor Goethes naturfilosofi ses som rummende en efterklang af den antikke elementlære, ligesom den videreføres og udvikles fx på det naturvidenskabelige plan af vor egen H.C. Ørsted (1777-1851), eksemplificeret ved det naturvidenskabelige og filosofiske værk "Ånden i naturen" fra 1851. For at rykke helt tæt på August Bournonville og hans balletter, er det relevant kort at nævne to nye afhandlinger. Således har Niels Kofoed udgivet "De fire elementers poetik", hvor fx H.C. Andersens "Den lille havefrue" læses som et eksempel på den eksistentielle udviklingsrejse gennem de fire elementer, idet Kofoed skriver, at "hun vokser op i havets dyb, men stiger op til prinsen på jorden, for efter sin død at blive optaget blandt luftens døtre på vej mod solens ild". (Niels Kofoed: De fire elementers poetik. ABC Publishing 2011. side 6) Hele B.S. Ingemanns forfatterskab ses i lyset af elementlærer, og mens Ingemanns prosaværker herunder eventyret "De Underjordiske" eksemplificerer en særlig tilknytning til jorden, så analyseres hans poesi som værende inderligt knyttet til luften som element. For at forklare dette lidt nøjere kan der henvises til Henrik Wivels afhandling om Ingemanns Morgen- og Aftensange. Tekst Henrik Wivel, Foto: Kirsten Klein, Kristeligt Dagblads Forlag. Taarnborg, 2011) For romantikeren var der ikke en modsætning mellem naturvidenskab, filosofi og spiritualitet. Der var en ånd eller noget åndeligt i naturen. Naturvidenskaberne giver os viden, nuvel - men som Goethe skriver i sin "Zur Farbenlehre" (1790-1832), så er der også tale om "efterbilleder", forstået som det indre aftryk af den ydre farvepåvirkning. Den naturvidenskabelige realitet er farvepåvirkningen, den åndelige respons er efterbilledet. For romantikeren var naturvidenskabens realitet vigtig, fordi den skabte efterbillederne. Og disse efterbilleder var af åndelig, spirituel karakter. Det er i den forstand, vi skal forstå elementarånderne. De er en slags efterbilleder på de kræfter, der er på spil i livet styret af kærlighed og had. Det er disse kræfter, James er underlagt. Han stræber (som ild) fra jorden mod luften for at finde den ideale kærlighed. Men han bliver et offer for hadet. At forsøge at indskrive Bournonvilles værk i den omtalte lære om elementerne er at placere hans balletter i en større kunstnerisk ramme. Og at Bournonville var bekendt med de pågældende tanker kan der næppe herske tvivl om. Set i denne sammenhæng indgår "Sylfiden" i hele det romantiske univers, og som elementarånd og efterbillede giver hun ligesom heksen mening. I dramaet - der jo har rødder tilbage ikke blot til den franske original "La Sylphide" af Adolph Nourritog Filippo Taglioni, Paris 1832, men til Charles Nodiers fortælling "Trilby" fra 1822 - som i livet blandes og adskilles elementerne, og det er kærligheden, der medfører blandingen, mens hadet resulterer i adskillelse og død.
Sylfiden og de mange tolkninger Efter denne åndshistoriske perspektivering, der sætter "Sylfiden" ind i en af romantikken genanvendt forståelsesramme, er det relevant at se lidt på de tolkninger, vi finder i de ny- producerede udgaver af Bournonvilles gamle mesterværk. Spektret er betydeligt, idet opsætningerne over de seneste seks år spænder fra de helt traditionsbaserede og traditionstrofaste via de mere traditionsreviderende og traditionstolkende til de helt frie og eksperimenterende. Af historisk interesse er det, at såvel Løvenskiolds originale partitur, der befinder sig på Det Kongelige Bibliotek, er blevet restaureret, ligesom de oprindelige kilder til den originale scenografi med teaterhistorikeren Whitney A. Byrns Ph.d. afhandling: "CF Christensen and scenography at the Danish Royal Theatre 1785 - 1869 A studyin the development oftheatrical space", Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet 2008 grundigt er gennemanalyseret. Hele verden rundt Såvel forhenværende balletmester Dinna Bjørn som tidligere balletmester ved Den Kongelige Ballet Frank Andersen har i de seneste seks år sammen med først og fremmest Eva Kloborg stået for en betydelig række traditionelle opsætninger rundt om i Europa, blandt andet i Toulouse, Prag, Firenze og Lubiana (Slovenien), ligesom de har været verden rundt med blandt andet opsætninger i Tokyo og senest Shenyang i Kina. Thomas Lund bragte med sin opsætning "Sylfiden" til Washington, USA. Der er snart ikke den plet på landkortet, hvor "Sylfiden" ikke har fløjet. Og der er til stadighed stor interesse for at se den ægte vare, hvilket også Karina Elver oplevede, da hun satte "Sylfiden" op i Poznan i Polen for et par år siden. Men den lurmærkede Sylfide har også - allerede med Allan Fridericias og Elsa Marianne von Rosens opsætninger i 1960 'erne - været fulgt af mere fortolkende, men dog traditionsbase rede opsætninger, hvor dramaturgisk begrundede tolkninger har medført at der fx er blevet åbnet for musikalske spring, og hvor der koreografisk er blevet skabt nye trin i stilen etc. Her tænkes især på Peter Schaufuss prisbelønnede udgave fra London 1979 - en opsætning der i de seneste år også er blevet danset både i Berlin, Essen og i Stuttgart. Sylfiden i Johan Kobborgs opsætning Ny er imidlertid Johan Kobborgs version fra Covent Garden, London 2005 - en produktion der sidenhen er blevet danset blandt andet i Moskva, Tokyo og Zurich. Johan Kobborg havde ikke på nogen måde intentioner om "at male om på en Rembrandt", som Nikolaj Hubbe udtrykte det i forbindelse med den opsætning, han for snart ti år siden skabte til Den Kongelige Ballet i København. Alligevel følte Kobborg, at der var motiver i ballettens handling, der ikke tydeligt nok kommer frem i de traditionelle udgaver. Fx er det ikke let for et almindeligt ikke-Bournonville indforstået publikum at se, om Sylfiden nu advarer den ivrige James, der så gerne vil fange hende. Det er heller ikke indlysende, om Gurn nu kan se eller ikke se Sylfiden, ligesom Johan Kobborg ønskede at tydeliggøre, i hvor høj grad Effy nok så meget er besat af tanken om at blive gift som egentlig optaget af James. Her var altså en iscenesætter, der havde sine idéer, og som ønskede at sætte sit personligt tolkende præg på en forestilling, som han i anledning af 200-året for Bournonvilles fødsel fik lejlighed til som den første at sætte op på Covent Garden med The Royal Ballet. De nævnte og andre detaljer i dramaturgien såvel som i Bournonville mime og koreografi fik jeg under forberedelserne lejlighed til at diskutere med Johan Kobborg, hvorfor jeg kunne fortælle ham om forsvundne scener og andre beskæringer i partituret. Dette lille samarbejde resulterede i en let revideret udgave, hvor tre nye afsnit blev indført, herunder en scene hvor James i overensstemmelse med en oprindelig, men i dag forsvunden mimescene spørger Gurn, om han har set Sylfiden, en scene hvor relationen mellem James og Effy udbygges samt en scene i 2. akt, hvor Sylfiden tydeligt advarer James om ikke at fange hende. Til disse tilføjelser blev der især hentet musik fra den originale pas de deux, der allerede tidligt gledud af balletten. Nævnes skal det også, at Johan Kobborg tilføjede nogle helt specielle nuancer i heksens spil i slutscenen. Nyt var det, at hun til allersidst løfter en smule i kjolen, hvorved vi ser, at hun indenunder heksekostumet er klædt som en sylfide. Tradition, friheder og elastikker Andre har grebet det anderledes frit an, og jo flere friheder man tillader sig, jo mere trækker man i elastikken, så den til sidst helt kan springe. Grænserne for, hvornår det er Bournonvilles ballet "Sylfiden", er blevet prøvet en del gange, og der er vel altid her forskellige meninger, der vil brydes; men er historien, musikken og koreografien intakt eller stort set intakt, så kan traditionen godt tåle enkelte nye friske idéer, uden at gamle Bournonville tabes af syne. Men selvfølgelig kan man også slippe sylfiden helt fri af Bournonvilles greb, samtidig med at man betjener sig af den gamle historie. I nogle tilfælde har opsættere beholdt såvel historien som musikken, men nykoreograferet fra bunden. Det gjorde koreografen Richard Wherlock, da han satte "Sylfiden" op som modern dance drama i Basel i 2006, samtidig med at Løvenskiolds musik lød fra orkestergraven med den meget erfarne Sylfide dirigent David Garforth ved podiet (David Garfoth dirigerede i 1986 den første komplette indspilning, hvor såvel den fulde ouverture som den oprindelige pas de deux var med). Desværre har jeg hverken set denne udgave endsige Mathew Bournes i sin tid meget omtalte "Highland Fling". Den havde oprindelig premiere i 1994, og var dengang et nærmest chokerende postmoderne - musicalagtigt - show. Mathew Bourne reviderede den i 2005, og på YouTube kan man fryde sig, eller gyse, over en godt fire minutter lang montage, hvor nutidens kraftige party make up rulles ud til tonerne af Løvenskiolds Reel fra 1. akt af det gamle guldalderværk. Derimod så jeg Steen Koerners allerede omtalte fræsende sylfideudgave danset i en fantastisk og ultramoderne lysscenografi af den engelske lyskunstner, Steven Scott. Her var Bournonville og Løvenskiold helt væk, hvilket også var tilfældet, da Alexander Kølpin for snart mange år siden skabte sin sylfide til Østre Gasværk. Og al respekt for eksperimentet så var det ikke værker, der fik det lange sceniske liv. Sylfiden på film Der er kommet film om "Sylfiden". Således tog Ulrik Wivel med "Jeg dig elsker" i 2005 udgangspunkt i Nikolaj Hiibbes arbejde med en nyopsætning af "Sylfiden" på Det Kongelige Teater og der har været fotoudstillinger, blandt andet da den australske fotograf Paul Wesolek i 2010 fyldte Prøvesal A på Det Kongelige Teater, Gamle Scene med "La Sylphide - Still Life". Her genfortalte han i dystert sort/ hvidt balletten i et næsten nøgent forløb af billeder. Og der er mere på vej Den amerikanske ballet- og musikhistoriker Marian Smith er ved at lægge sidste hånd på en stor og videnskabelig bog om "Sylfiden". Her vil forskere som Alexander Bennett, Erik Aschengreen, Omella di Tondo, Sandra Noll Hammond , Matilda Ertz, Helena Kopchick og Debra Hickenlooper samt undertegnede ikke blot belyse mangt og meget omkring Bournonvilles mesterværk, men også om Taglioni- Schneitzhoeffer udgaven fra Paris 1832, ligesom den italienske Sylfide vil blive behandlet. Forhåbentlig vil der blive tale om noget af en gave til den modne dame og ikke mindst til hendes publikum - og forhåbentlig vil den udkomme længe inden hun fylder rundt næste gang. |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
 |
||||||||||
