Sort dans, jazz. Part 1.

Fra Afrika til Den nye Verden. Jazzdansens udvikling i Amerika.

Stamtræet til den moderne dans

Sort dans, jazz. Part 1. Afrikansk musik

Sort dans, jazz. Part 2. Fra Afrika til Den nye Verden

Sort dans, jazz. Part 3. Fra folkeligt til professionelt

Sort dans, jazz. Part 4. Sort dans som kunstart

Dans fra renæssance til nutid

Marius Petipa og La Bayadére

Dancing girls, barfodsdans og "negerdans"

Les Ballets Russes

Sylfiden 175 år

Gades brudevals

Krop og ånd i teaterhistorien

Neumeier besat af Nijinskij

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (1).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (2).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (3).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1748 til 1985. (4).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (5).

Den Kongelige Danske Ballet fra 1985 til 2008. (6).

Russes

Afrikansk musik

Jazzmusikkens karakteristika. Af Ingrid Brynjølfsson.

For mange er jazz stadig noget af et mysterium. Problemet udspringer delvist fra en fundamental misforståelse af, hvad musikken går ud på. En symfoni eller sonate har, udover fortolkningen, den samme form uanset hvem udøveren er. I jazz er det forskelligheden, som er afgørende; der er det musikerne, udøverne, som giver musikken dens form. Man kunne næsten sige, at hvor europæisk koncertmusik er repræsenteret ved en liste komponister, er jazzhistorien repræsenteret ved en liste udøvere.

Det er tit blevet sagt at afrikansk musik har spillet en stor rolle i jazzens tilblivelse. Påvirkninger præger også en stor del af den tidligere jazz, men selv dèr er melodierne og harmonierne med undtagelse af blues, egentlig europæisk, baseret på den diatoniske skala (hele og halve toner i dur og mol). Næsten al den tidligere jazz har en regulær metrisk rytme, selvom musikken indimellem gik over i 3/4 eller 6/8. Det er kun siden 1940 (ca.) at jazzen har fået mere komplekse tidssignaturer.

"Swing" f.eks. hørte ikke til den tidligste New Orleans periode, hvor musikken var tættest på rag time og brugte synkopering med tryk på de to "off" slag. "Swing" blev et øjensynligt element i jazz koncerter i de tidlige 1920'ere, hvor det var muligt at give alle fire slag i takten samme værdi.

Hvor jazz afviger så radikalt fra europæisk koncertmusik er i dens afhængighed af improvisation, som med den spontanitet dette indebærer altid vil forandre et eftertryk her, en toneværdi der, og således holde musikken frisk og levende.

Jazz solister improviserer på forskellige måder, nogle bruger melodien som base for sin improvisation ved enten at bruge en parafrase eller en variation af temaet, andre vil basere en solo udelukkende på den harmoniske sekvens og konstruere en melodisk linie som totalt afviger fra den oprindelige melodi, men som har de samme akkorder.

Endnu en væsentlig forskel mellem jazz og europæisk musik er måden hvorpå jazzen mangler "arkitektonisk form". Den ligner mere en flod end et katedral, som i høj grad skyldes "the twelve bar blues", som kan gentages igen og igen tilsat nogle få "blå toner" (halvtonesænkninger af f.eks. F og C, 3. og 7. trin i bluesskalaen), hvilket bevirker at hele harmonier bliver "blue" og resulterer i "blue tonality".

Blå tonalitet findes i næsten al amerikansk sort musik, lokalt og instrumentalt og især i jazz. Det kan høres i "the field holler", i "the work song", i "the spiritual" og i "the gospel" samt i skjaldekunsten (minstrelsy) og i ragtime. Frem for alt kan det høres i bluessangens bittert søde klang. Blå tonalitet har i det hele taget farvet det amerikanske musikliv.

Endnu en af jazzens karakteristika er opstået fra vestafrikansk musik i kald og svar mønstret, som man kan opleve det på sorte vækkelsesmøder. Kendt mellem musikere som antifoni, kombinerer det præsternes kald og menighedens svar. Vi finder kald og svar mønstret i amerikansk sort musik lige fra de tidlige arbejdssange, så snart der er to personer til at udføre en dialog, eller en mand og hans instrument på hvilket han kan udøve et svar. Dette kald og svar mønster er også et af jazzens typiske karakteristika.

Jazz er således opstået fra en blanding af afrikansk og europæisk musik tradition.

Folkesagn, religioner, forhistoriske kunstarter og værktøj i de to områder ligner til en vis grad hinanden. Således også med musikken. Europæisk og vestafrikansk musik benyttede begge den diatoniske skala i deres melodier og begge brugte de en vis del harmoni. Denne harmoni eksisterer mellem europæisk folkemusik og vestafrikansk stammemusik og gælder ikke klassisk musik. Hovedforskellen ligger i at europæisk folkemusik er lidt mere harmonisk kompliceret og afrikansk stammemusik lidt mere rytmisk kompliceret. De er næsten lige med hensyn til melodi, så da afrikanerne ankom i den nye verden må folkemusikken have forekommet dem bekendt udover at det rytmiske manglede.

Det meste af det jeg nu har beskrevet er musikkens karakteristika, men jazzens historie og dansen som fulgte med er også reaktioner på de sociale forandringer, som de sorte bibragte kulturen i den ny verden

Hovedpointen er derfor ikke at dvæle ved jazzens historie, men at beskrive de sociale forandringer i Amerika og jazzdansen, som fulgte i kølvandet både folkeligt og professionelt, dens forskellige former samt sort dans som scenedans op til Anden Verdenskrig..

Sort Dans

Det amerikanske slaveri

Sort dans har været det mest vitale bidrag til amerikansk teater dans. Dets rødder går så langt tilbage som til den første sending slaver til Amerika. De bragte deres rige arv med dem fra deres fædreland, Afrika; deres ritualer og religiøse danse, deres nedarvede følelse for frie, flydende bevægelser, men frem for alt deres rytmer. Grundet omstændighederne begyndte de langsomt at tilpasse sig de amerikanske forhold i det 18. og 19.århundrede. Denne tilpasningsproces blev hurtigt fremskyndet med slave lovene i 1740, hvor det bl.a. blev strengt forbudt at spille på horn, for selve det at spille på sådanne instrumenter kunne tilskynde til et slaveoprør. Men selv om det blev forbudt at slå og spille på instrumenter, så dansede de, det var der ingen, som kunne tage fra dem. Foruden deres religiøse sang med kald og svar mønstret, havde de deres følelse for rytme, som de måtte give udtryk for. Derfor dansede de til sang og håndklap og til lyden af deres egne trin, idet de flyttede sig frem og tilbage og brugte tå og hæl-slag til at markere rytmen. Således udviklede sort dans sig i Amerika til "a dance towards freedom", ifølge Martha Graham.

Slaveri havde eksisteret i Amerika siden kolonisationen af Virginia tidligt i det 17. århundrede, men omkring den amerikanske revolution blev det formodet at slaveriet ville uddø i løbet af en generation. Dette skyldes delvist at tobaks og indigo høsten gik ned i Syden, men amerikanerne havde også en stærk anti-slave følelse. Konstitutionen beskyttede de eksisterende slaver og slave- handelen blev forventet at ophøre senest 1808.

Så kom opfindelsen af Eli Whitney`s bomuldsmaskine i 1793, som gjorde det muligt let at skille bomulden fra trævlerne. Det satte fornyet skub i Sydens aftagende landbrugsøkonomi.

Det var let at dyrke bomuld på Mississipi`s frodige landområder og arbejdskraft havde man allerede i form af slaverne, som kunne udholde tungt arbejde i et varmt klima. Man opgav derfor yderligere investering i industrien, bomulden gav mindre risiko samt øjeblikkelig profit, og al overskydende kapital gik til at købe flere slaver og nye landområder vestpå. Tiden til ændring var således forpasset, tværtimod blev der nu et stigende behov for slaver, efterhånden som man udvidede plantagerne.

Fra en million i 1800 blev tallet forøget til næsten 4 ½ million i 1860. Den oversøiske slavehandel blev forbudt efter 1808, men fortsatte. Det var specielt Maryland og Virginia som blev centre for indsmuglingen og sørgede for den videre transport af slaverne til Mississiipi og mod sydvest.

Syden blev således afhængig af en økonomi baseret udelukkende på bomuld samt et slaveproblem, for efter kort tid begyndte den gode tid at smuldre, bomuldspriserne faldt og slavepriserne steg; Syden blev sat i en håbløs situation og der var to udveje: Enten skulle man begynde at satse på industri eller udvide og købe mere land eftersom bomuldsområderne hurtigt blev udpint grundet ødsle metoder. De var tilligemed jaloux på nordstaterne og jalousien gjorde, at sydstaterne blev drevet til at forherlige deres eget samfund og hæve det dejlige plantageliv op på en piedestal af kulturel og nærmest aristokratisk livskvalitet sammenlignet med Yankee nordens kommercielle og demokratiske værdier.

I Syden så man på slaveriet på 3 måder, socialt, økonomisk og moralsk og det var især det sidste som optog de nordlige modstandere af negerslaveriet. Hvis slaveri var moralsk forkert eller økonomisk fordømt, så påvirkede tilstedeværelsen af de sorte hver en sydstatsmand. I 1820`erne talte mange også åbent om muligheden ved at afskaffe slaveriet og sende de sorte tilbage til Afrika, men den øgede efterspørgsel fra bomuldsplantagerne og den begyndende antislave-kampagne i norden bragte meningsopinionerne til ophør, det blev et følsomt emne der gradvist blev udsat for flere angreb fra de nordlige modstandere af negerslaveri. For at forsvare sig gik syden så vidt som til at hævde, at slaveriet var bibelsk ordineret, at de skabte de mest civiliserede samfund og at det var af det positivt gode. I 1859 fandtes der kun slaveri på Cuba, i Puerto Rico, Dutch Guinea og i Brasilien, så mens hele den civiliserede verden bevægede sig i èn retning, bevægede syden sig i en anden og forsvarede slaveriet uafhængig af dets karakter.

Der var to slags slaveri, feudal (lens-) slaveri og kommercielt slaveri. I det gamle syden herskede det feudale, idet centret var plantagen, hvor slaven levede i en slags livegenskab, i sin egen hytte med muligheder for et familieliv og i nogen grad uddannelse. Hvis han tjente i huset, blev han en del af husstanden. Denne type feudal slaveri var som regel godt og skabte et harmonisk liv omkring plantagen, men for at opnå dette, krævede det et travlt liv for landmanden og hans kone. Når en oversøisk ledede plantagen, var omstændighederne ikke altid så gode, slaven havde ikke noget forsvar med en ond og korrupt hvid, men selv i den bedste plantage var der altid en frygt for slaveoprør.

Det kommercielle slaveri herskede i bomuldsmarkerne i sydvest, her blev slaverne organiseret i store grupper og blev på den mest barske måde drevet til at udpine jorden. Det var fra denne type slaveri modstanderne i nordstaterne hentede de fleste af deres illustrationer, f.eks. er Simon Legree`s, "Onkel Toms Hytte" et slående eksempel på den hvide brutale mand mand, når han er værst. Den kommercielle slavehandel var også forbundet med den interne slavehandel; familier blev opløst, aktioner holdt og reklamer og annoncer fandtes i enhver avis.

Modstanden mod slaveriet havde 3 faser. I 1817 blev det amerikanske kolonisationsselskab grundlagt , hvis formål det var, at sende negerne tilbage til Afrika. Man ønskede at skaffe sig af med et nedværdigende element i det amerikanske samfund. Opgaven man påtog sig, var imidlertid kæmpestor; i tidsrummet 1820-1866 var der kun ca. 11.090 slaver som blev sendt tilbage til Afrika. Der var mange som mente, at slaveri var en synd og måtte afskaffes og at de frigjorte slaver skulle have det fri menneskes rettigheder.

Antissslaveri selskabet af 1833 voksede ud af forbundet for New England Selskabet, grundlagt det foregående år af Wiliam Lloyd Garrison. Garrison havde startet en avis kaldet "The Liberator." Han var imidlertid på randen af sindssyge, og gjorde så meget for at latterliggøre anti-slaveri kampagnen, at modstanderne brød med ham i 1840

Den tredje fase begyndte i 1839 da Dwight Theodore Weld, som praktisk talt havde overtaget ledelsen af kampagnen, bestemte at antislaveri kræfterne skulle gå ind på den politiske arena. Selvom de på andre områder havde megen succes var deres gennemslagskraft på dette område ikke særlig stor.

Selve det, at der eksisterede en gruppe mænd og kvinder, der virkelig gik op i slavespørgsmålet, var af enorm betydning. De henvendte sig til kongressen, de organiserede undergrundsveje for at hjælpe flygtede slaver, de opsamlede fakta i bøger såsom Weld`s "merican Slavery as it is, the testimony of a 1000 witnesses" ("Amerikansk slaveri som det er; 1000 vidners udsagn"), på hvilken "Onkel Tom`s Hytte" var baseret, og de havde martyrer som Elijah Lovejoy, en antislave redaktør, der blev dræbt af en bande i Illinois i 1837.

Frem for alt havde de prædikestolen i tusinder af kirker, fra hvilke de kunne proklamere, at slaveri var en fundamental synd. Det var antislaveri modstanderne, der ved at angribe slaveriet gjorde det til sydstaternes symbol og samtidig skabte så megen bitterhed, at det gjorde krig uundgåelig. Hvis nordstaterne ikke havde blandet sig og ladet syden være i fred, havde de sydlige liberale måske været i stand til selv at klare slaveriproblemet. Men antislaveri modstanderne præsenterede slaveriet som en trussel mod hele deres liv. Gennem dem udviklede nordstaterne et billede af sydstaterne som "slavemagten", hvorimod Syden så nordstaterne som en grådig kommerciel magt, der var ude på at opsluge dem. Uenigheden mellem de to parter var da så store, at det skilte dem ad i 1860 med borgerkrig til følge.

Fortsættes: Fra Afrika til Den nye Verden. Part 2. Klik her