Alvin Ailey - en stil, en tradition.

Af Erik Aschengreen.

Programskrift i anledning af Alvin Ailey American Dance Theater's besøg i Tivoli i København i 2005.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey, en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Alvin Ailey - en stil, en tradition.

Skal man være sort for at kunne danse Alvin Ailey? Ikke nødvendigvis, ligesom man heller ikke behøver at være født på Kongens Nytorv for at kunne danse Bournonville. Alvin Ailey havde altid et par dansere af asiatisk oprindelse i sit kompagni, ligesom også et hvidt ansigt dukkede op. Og Alvin Aileys egen dansebaggrund var ikke kun sort. Hos Martha Graham lærte han den ud- og indåndingsteknik, som lader dansen hvile på livets egen puls, og hans hovedlærer hed Lester Horton; en indflydelsesrig modern dance pioner i USA, som levede samtidig med Martha Graham og Doris Humphrey, men blev mindre kendt, da han levede på Vestkysten.

Men det vi forbinder med Alvin Ailey er ikke, hvad han lærte hos modern dance, og selvfølgelig slet ikke de klassiske trin, som faktisk også fandt vej til hans værker. Det, der fascinerer os hos det vitale Alvin Ailey American Dance Theater, og som folder sig stort ud i Alvin Aileys hovedværk "Revelations", er sensualiteten og pulsen fra de afrocaraibiske rytmer. Hofterne ruller, som sad de på kuglelejer, skuldrene er løse, hovedet kastes tilbage, benene sparkes i vejret, og dansen bliver en eksplosiv udladning af livskraft og humør.

Alvin Aileys stil er åben og pågående som jazz og Broadway-dans og har samtidig en overbevisende og ægte varme, der kommer indefra. Alvin Aileys kompagni, som i dag føres videre af Judith Jamison, demonstrerer en stil, og dens raffinementer beherskes selvfølgelig dårligt af dansere, der ikke er trænet i stilen. Når klassisk trænede, hvide dansere forsøger sig med at danse Alvin Ailey, ser det for det meste ud, som som de er på discotek. Og måske er hemmeligheden, at Alvin Ailey alligevel er mere end en stil. Det er også et spørgsmål om baggrund.

Alvin Aileys ståsted var sort kulturel og musikalsk tradition. Hans egen vej var lang, broget og fuld af kontraster, før han nåede den officielle anerkendelse. Han var født i Texas i 1931 og oplevede som ung fattigdom, depression og det at være udelukket fra mange ting på grund af sin sorte hudfarve. Baggrunden i opvæksten farvede på mange måder, hvad han siden gjorde. Han dannede sit eget kompagni - American Dance Theater - i 1958, og da Black Power i 1960'erne opstod som politisk ideologi, bebrejdede mere militante racefæller Alvin Ailey, at han ikke brugte sin kunst i en hårdtslående, nationalistisk propaganda.

Men Alvin Ailey deltog på sin egen måde i de sortes frigørelseskamp. Han fornægtede aldrig sin baggrund. Soloen "Cry", skabt i 1971 som en fødselsdagsgave til hans mor og danset første gang af Judith Jamison, som i dag er kompagniets chef - efter Alvin Aileys død i 1989 - viser en sort kvindes fornedrelse og kamp, men også hendes stolthed og vished om, at livsglæden - båret af troen - sejrer til sidst. Men Alvin Aileys adresse var ikke specifikt til egne racefæller, selv om en række af hans værker griber dybt ind i sort identitet og fællesskab. Ailey ville et bredt menneskeligt spektrum, og hans kompagni blev tiljublet overalt i verden og af alle racer. Også vi fik Ailey-feberen i kroppen, fra han forste gang besøgte København i 1965, men især ved de mange besøg i Tivoli og Cirkusbygningen i 1980'erne.

Men nu skal vi jo ikke gøre os bedre end vi er. Selvfølgelig spiller det ind, at Alvin Ailey American Dance Theater trods enkelte andre farver, først og fremmest er et sort kompagni med smukke, slanke, unge og muskuløse dansere, som det er en fryd at se på. For et sort publikum taler de til en tradition og en fælles baggrund. For et hvidt er de eksotiske, og det eksotiske - det fremmedartede - har altid pirret vores sanser.

Alvin Ailey American Dance Theater var imidlertid ikke første gang, et hvidt publikum mødte sort dans.

I 1920'erne og 30'erne drog de hvide i New York til Harlem for at se de sorte danse. Ikke i shows, men til almindelig komsammen i dansehallerne, hvor dansen og jazzmusikken midt i den fornedrelse, som den sorte befolkning gennemlevede, på forunderlig vis ejede en smittende livsglæde og overlevelseskraft. Og livsglæden, direkte levet og oplevet, fandt et hvidt publikum hverken i Martha Grahams værker eller på den klassiske balletscene, som George Balanchine byggede op i USA fra 1933.

Hurtigt fandt de sorte vej fra dansegulvet og op på scenen - blandt andet med tap-dansen - og her blev ambitionen dobbelt. De brugte deres baggrund og spillede på den nysgerrighed, et hvidt publikum vitterlig havde over for deres kultur, men forlangte samtidig at blive anerkendt som de store kunstnere nogle af dem faktisk var. Josephine Baker var et af de store navne.

I midten af 1920'erne fik hun sit eklatante gennembrud i Paris på Folies-Bergere. Hun kom også til København i 1928, hvor hun både forargede og begejstrede. Hun havde en umiddelbarhed, når hun gik på scenen kun iført bananer, og den blev af dele af publikum opfattet som skamløshed. Hun blev udråbt som fordærver af ungdommens moral, og Poul Henningsen måtte rykke i marken for at revse publikum og forklare, at Miss Baker ikke bare var sort - og vidunderlig - hun var også et modigt menneske og en kunstner, som havde krav på respekt.

En anden danser og koreograf, som på en helt anden måde propaganderede for sin kultur, dens myter og dens dans var Katherine Dunham. Hun var dr. phil. i antropologi og blandede i sin dans kunst politik og kultur. Hun trak især tråde til dansekulturen på de caraibiske øer, som hun havde studeret, og hendes skole i New York blev omkring 1950 en vigtig institution, hvor hun skabte sin egen teknik, der kombinerede elementer fra jazz med ballet og isolationsteknik.

"Revelations"

Katherine Dunham gæstede også København i 1952, hvor den varme, næsten glødende farvetone, der var i hendes forestilling, var en stor oplevelse og en udvidelse af vores forståelse af, hvad dans kunne være. For nogle år siden genoplivede American Dance Theater nogle af hendes værker med caraibisk baggrund, ligesom den unge, tidligt afdøde Ulysses Dove i sine stærkt dramatiske værker ofte trak tråde til afrikansk dans og musik. Karakteristisk for Alvin Aileys repertoirepolitik var en tiltalende åbenhed over for andre koreografer.

Til billedet af sort dansekultur hører også, at de sorte dansere ikke hare krævede anerkendelse af deres egen dans og kultur. De ville også erobre den klassiske ballet, nedarvet fra Ludvig den Fjortende og det franske hof. Skal man være hvid for at kunne danse klassisk ballet? Alene spørgsmålet får racelighedsforkæmpere til at se rødt - for nu at bringe en ny farve på banen. George Balanchine havde i New York City Ballet altid et par sorte dansere - ganske som Ailey havde et par gule eller hvide - som for at markere, at farven ikke er det afgørende.

Men allerede i 1930' og 40'erne opstod flere kompagnier, hvor sorte dansere tog livtag med den klassiske ballet. Mest overlevelsesdygtig blev imidlertid Dance Theatre of Harlem, som Balanchines berømteste sorte solodanser, Arthur Mitchell, dannede i 1971 i et bevidst forsøg på at vise, at sorte dansere selvfølgelig kan danse klassisk ballet, hvis de får ordentlig træning. Vi har set dem i Tivoli, og jeg har engang set dem i London, hvor et sort publikum reagerede høfligt, når de dansede Balanchine, men sprudlede af spontan begejstring, når de dansede værker med baggrund i sort kultur.

Opfattelsen af sorte dansere har uden tvivl skiftet karakter i løbet af dette århundrede. I 1920'erne var det dansernes hudfarve og deres danseform - step, charleston, show - der interesserede. Senere blev de politiske toner og de kulturelle traditioner vigtige ingredienser. I hele dette vanskelige - og til tider ømtålelige - dansefelt balancerede Alvin Ailey mellem det almene og det specifikke. Og det er denne dobbelthed, vi forventer, når vi nu igen skal se Alvin Ailey American Dance Theater. Vi forventer at varme os ved det almenmenneskelige, som vi bilder os ind, vi har til fælles med disse dansere uanset farve og baggrund, men vi vil også have lov til at glæde os over at møde deres dansekultur, som er anderledes, varm, farverig og overraskende. Den dunker os i mellemgulvet, og det har vi godt af.

"Revelations"

Alvin Ailey American Dance Theater voksede ud af en nu legendarisk forestilling i marts 1958 i Foreningen for Unge Hebraiske Mænd på 92. gade i New York. Arrangeret af Alvin Ailey og en gruppe unge, sorte, moderne dansere, kom denne forestilling for al fremtid til at ændre opfattelsen af, hvad amerikansk dans er.

Ailey-kompagniet har siden optrådt for mere end 18 millioner mennesker i 48 stater i USA og 67 lande på seks kontinenter, heri iberegnet forestillingen i 1996 ved The Olympic Arts Festival.

Alvin Ailey American Dance Theater har erhvervet status som en af de mest tiljublede ambassadører for amerikansk kultur. Det virker for bevarelsen af den ny amerikanske dans og fremstår samtidig som en helt enestående udtryksform for sort kultur.

Alvin Ailey var født i Texas den 5. januar 1931. Sine første danseoplevelser fik han ved at se Kathrine Dunham Company og Ballet Russe. Hans veninde Carmen de Lavallade introducerede ham til de første dansetimer hos Lester Horton, der blev hans hovedlærer. Da Alvin Ailey begyndte at koreografere, trak han på sine "blodminder" fra Texas med blues, spirituals og gospel som inspiration. Heraf sprang to at hans mest populære og af kritikken mest anerkendte værker "Blues Suite" og "Revelations". Skønt han selv nåede at skabe 79 værker, holdt han fast ved ideen om, at kompagniet ikke kun skulle danse hans værker.

I dag fortsætter kompagniet denne linje med at bevare de betydeligste værker i et fast repertoire og stadig bestille nyt. I alt har Alvin Ailey American Dance Theater opført mere end 170 værker, skabt af 63 koreografer. Efter Alvin Aileys død i 1989 blev Judith Jamison kunstnerisk leder af Alvin Ailey American Dance Theater. I sin nylig udgivne selvbiografi "Dancing Spirit" skriver hun: "Jeg håber, jeg fortsætter efter Alvins visioner. Han efterlod mig med et landkort med klart aftegnede veje. Det virker".