Balanchines Juveler (Jewels)

Programskrift i anledning af Det Kongelige Teaters opførelse af Juveler 2017.

Af Lise Kaiser

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

George Balanchine

George Balanchine, der blev født i 1904 i Sankt Petersborg som Georgi Melitonovitj Balanchivadze, var søn af en georgisk komponist, som var berømt for at arrangere folkeviser. Han tilbragte barndommen i Georgien og viste allerede som femårig store evner som pianist. I 1913 blev han optaget på den kejserlige balletskole i Sankt Petersborg, hvor han studerede frem til 1921 sideløbende med en uddannelse på musikkonservatoriet i klaver og komposition.

Som tiårig havde han sin debut som danser i rollen som Amor i Mariinskij Teatrets opsætning af Tornerose. Som 17-årig blev han korpsdanser i kompagniet, og allerede året inden, i 1920, havde han skabt sin første ballet, pas de deux'en "La Nuit" til musik af Anton Rubinstein. Den var så vovet, at den skabte skandale, og man overvejede at smide ham ud af skolen. Han koreograferede dog fortrøstningsfuldt videre og lavede i disse år en række små balletter, ofte danset på bare fødder og tit med kostumer og musik af ham selv.

I 1922 samlede han en lille trup af unge dansere fra teatret, blandt andre Tamara Geva, Alexandra Danilova og Nicholas Efimov, og de optrådte med et program, der havde den ambitiøse titel "Ballettens evolution Fra Petipa over Fokin til Balanchivadze". I sommeren 1924 fik de fire dansere lov til at forlade det nyligt dannede Sovjetunionen for at turnere i Tyskland. Efter en tid blev de beordret hjem, men de nægtede, og Balanchine skulle aldrig mere komme til at bo i sit fødeland. Mange år senere besøgte han dog landet igen med New York City Ballet, og her blev han interviewet af en radioreporter, der bød ham velkommen til den klassiske ballets hjem. Hertil svarede Balanchine, at Rusland var den romantiske ballets hjem - den klassiske ballet, bemærkede han, boede nu i New York.

Mens de fire dansere optrådte i Vesteuropa, modtog de et telegram fra den legendariske, russiske impresario Sergej Diaghilev, der havde hørt om dem og tilbød dem ansættelse ved sit kompagni Ballets Russes i Paris. I 1925 stoppede Bronislava Nijinska som balletmester ved Ballets Russes, og Diaghilev udnævnte hurtigt Balanchine som hendes efterfølger. Som 21-årig stod Balanchine pludselig som leder af verdens mest berømte balletkompagni.

Til Ballets Russes koreograferede han i 1928 "Apollon Musagéte", i dag blot kaldt Apollon, til musik af Igor Stravinsky, som han senere skulle skabe endnu flere mesterværker sammen med. I 1929 døde Diaghilev, Ballets Russes blev opløst, og i de næste par år arbejdede Balanchine blandt andet i London, København og Monte Carlo. Således var han i sæsonen 1930-31 gæsteballetmester ved Det Kongelige Teater, hvor han satte sine egne balletter "Barabau" og "Apollon Musagéte" op.

I 1933 vendte han tilbage til Paris, hvor han skabte sit eget "Les Ballets", og det var efter en forestilling med dette kompagni, at han mødte den unge, amerikanske kunstmæcen Lincoln Kirstein. Kirstein var en passioneret elsker af moderne kunst i alle dens afskygninger, og han havde en drøm om at skabe en balletskole og et balletkompagni i Amerika. Han fik hurtigt Balanchine med på ideen, og få måneder efter ankom Balanchine til det land, som skulle få så umådelig betydning for ham, og som han skulle få så stor indflydelse på.

New York City Ballet

Kun et år senere, i 1934, grundlagde de to, hvad der skulle blive en af verdens mest respekterede balletskoler, "School of American Ballet i New York". Allerede samme år skabte Balanchine til denne skole sin første ballet på amerikansk grund, "Serenade", der i dag fremstår som en udødelig klassiker. Helt så nemt gik det ikke med planerne om et balletkompagni; i årene 1936 til 1940 forsøgte Balanchine og Kirstein sig med forskellige trupper, "American Ballet, Ballet Caravan og American Ballet Caravan", men uden den store succes. I 1946 dannede de "Ballet Society", hvortil Balanchine blandt andet skabte "De fire temperamenter" i 1946 og "Orfeus" i 1948. Samme år skiftede de atter navn, og den 11. oktober 1948 kunne "New York City Ballet" - det første statslige amerikanske balletkompagni præsentere deres åbningsforestilling, som bestod af "Concerto Barocco", "Orfeus" og "Symfoni i C".

Balanchine forblev balletmester ved New York City Ballet frem til sin død i 1983. Fra debuten som koreograf i 1920, til han skabte sin sidste ballet i 1982, har man registreret 425 værker, hvoraf en hel del stadig danses i dag, ikke kun af New York City Ballet, men over det meste af kloden. Fra hans alsidige oeuvre kan nævnes Apollon fra 1928, Serenade fra 1934, Concerto Barocco fra 1941, Søvngængersken og De fire temperamenter fra 1946, Symfoni i C fra 1947, Orfeus fra 1948, Ildfuglen fra 1949, Nøddeknækkeren og Western Symphony fra 1954, Allegro Brillante fra 1956, Agon fra 1957, Stars and Stripes fra 1958, Episodes fra 1959, Monumentum pro Gesualdo, Liebeslieder Walzer og Donizetti variationer fra 1960, En skærsommernatsdrøm fra 1962, Mouementsfor Piano and Orchestra fra 1963, Don Quixote fra 1965, Juveler fra 1967, Who Cares? fra 1970, Duo Concertant, Stravinsky Violin Concerto og Symfoni i tre satser fra 1972, Coppélia fra 1974, Union Jack fra 1976, Vienna Waltzes fra 1977, Ballo della Regina og Kammermusik No. 2 fra 1978, Robert Schumanns "Davidsbundlertanze" fra 1980 og Mozartiana fra 1981.

Selv om Balanchine mest er kendt for sin koreografi til ballet, var han også en ivrig bidragyder til musicals, film, opera med mere. Blandt musicals kan nævnes "On Your Toes", "Cabin in the Sky", "I Married an Angel" og "The Ziegfeld Follies" og blandt film "Star Spangled Rhythm", "I Was an Adventuress" og "The Goldwyn Follies". Det var ikke kun professionelle dansere, der nød godt af hans talenter: I 1942 skabte han til Ringling Brothers and Barnum & Bailey Circus og med nykomponeret musik af Stravinsky balletten "Circus Polka", hvori medvirkede 50 elefanter og 50 smukke piger, alle i lyserød tutu.

Balanchines stil betegnes oftest som neoklassisk. I modsætning til romantikkens klassicisme lagde han ikke så meget vægt på handling, men fokuserede i stedet på dansen og musikken.

Når han skabte sine balletter, betød musikken alt, og han valgte sine komponister med omhu og bestilte ikke sjældent nye værker i stedet for at bruge den traditionelle balletmusik. "Koreografi kan kun være resultatet af god musik," har han sagt, "musikken kommer altid i første række." Han foretrak ydmygt at kalde sig selv for håndværker, og han sammenlignede ofte sit arbejde med at lave mad eller snedkerere møbler - to hobbyer, som han i øvrigt selv dyrkede flittigt.

George Balanchine anses med rette for at være blandt de største og fornemste koreografer, der har levet. Hans storslåede musikforståelse og nyskabende trinsprog er enestående, og hans betydning for balletverdenen, musikverdenen og hele modernismen er ubeskrivelig. "Vi georgiere dør aldrig," sagde han ofte, og det samme kan man med sikkerhed sige om hans smukke, originale og tidløse livsværk.

Juveler

Det siges, at Juveler (Jewels) er verdens første helaftensballet uden handling. Som altid når det gælder George Balanchine, er det da heller ikke meget, han selv har løftet sløret for omkring dette værk. Han har dog beskrevet, hvordan han på sine daglige ture ned ad Fifth Avenue i New York ofte stoppede og betragtede udsmykningen i den eksklusive juvelerforretning Van Cleef & Appels. Her blev han fascineret af "et vindue med diamanter, et med smaragder og et med rubiner, og midt i hver gruppe var en tiara udstillet, helt ligesom ved zarens hof". Dermed var ideen til en ballet om de tre juveler født.

Oprindeligt var det Balanchines tanke kun at lave én ballet med juvelmotivet, men ideen voksede hos ham, og hurtigt var der to balletter og snart tre. Han bestemte sig for, at hele forestillingen skulle hedde Juveler, men på premiereaftenen den 13. april 1967 på New York State Theater havde det nye værk ikke nogen samlet titel - kun navnene på de tre balletter figurerede i programmet; først lidt senere fik balletterne tilsammen titlen Juveler.

George Balanchine har givet følgende ret lakoniske beskrivelse af Juveler: "Dette er en ballet i tre dele til musik af tre forskellige komponister. Musikken til de tre værker er meget forskellig, og det er dansene også. Danserne er i hver del af balletten klædt som juveler- smaragder til Fauré, rubiner til Stravinsky og diamanter til Tjajkovskij. Jeg overvejede også at bruge safirer og havde Schonberg i tankerne, men farven på safirer er svær at bruge på scenen."

Balanchine forklarede senere om sit forhold til de smukke smykker: "Naturligvis har jeg altid holdt af juveler; jeg er jo en orientaler, fra Georgien i Kaukasus. Jeg elsker ædelstenenes farve, deres skønhed, og det var vidunderligt at se, hvordan vores skræddersal under Karinskas ledelse kunne komme så tæt på kvaliteten af de rigtige sten (hvilket naturligvis ville have været for tungt for danserne at bære)."

Balletten Smaragder (Emeralds) er franskinspireret, danset til den romantiske musik af Gabriel Fauré, drømmende, elegant og søvngængeragtig, Rubiner (Rubies) er amerikansk, danset til den neoklassiske Igor Stravinsky, energisk, kantet og jazzet, og Diamanter (Diamonds) er kejserlig russisk, danset til den statelige Pjotr Tjajkovskij, på samme tid elegisk, pompøs og ekstatisk. De tre sektioner af Juveler kontrasterer hinanden i stemning, energi og koreografisk udtryk; deres visuelle, stilistiske og følelsesmæssige forskelle ligger alt sammen i koreografens valg af musik - det er, som så ofte hos Balanchine, musikken, der er den drivende kraft og den primære inspirationskilde.

Mange har tolket denne trilogi som værende en miniature-udgave af ballethistorien, idet den præsenterer tre af de vigtigste epoker, nemlig den romantiske ballet, den neoklassiske og den klassiske. Men det vil også være nærliggende at se Juveler som Balanchines hyldest til sine tre kunstneriske hjem; Smaragder til Frankrig, hvor han tilbragte sine ungdomsår, Rubiner til Amerika, hvor han skabte sin egen skole, sin egen stil og et af verdens største og fineste balletkompagnier, New York City Ballet, og Diamanter til Rusland, hvor hans enestående karriere begyndte.

Selv om Balanchine hævdede, at balletten ikke decideret havde noget med juveler at gøre, kan man alligevel i dansen fornemme, at han fremmaner ædelstenenes farve og skinnen; i mønstre og grupperinger anes reminiscenser af halskæder, øreringe og diademer, og ikke mindst Karinskas kostumer er med til at forstærke billedet. Hendes tutuer varierer i længde; lange og bløde i Smaragder, korte og hippe i Rubiner og stive og struttende i Diamanter - hvad enten kostumerne er grønne, røde eller hvide, er de alle overstrøet med glitrende sten. Juveler kræver således ikke nødvendigvis, at man skal analysere den, men blot nyde den som et orgie i farver og smuk dans.

Balanchine elskede og beundrede det kvindelige køn og har skabt nogle af de smukkeste balletter, der er lavet til kvinder. Blandt disse er netop Juveler, og her får danserinderne lov til at vise styrke, fart og præcision. "I mine balletter kommer kvinden først. Mændene er vedhæng. Gud skabte manden, så han kunne hylde kvinden. De er ikke ligeværdige med mænd: de er bedre." I Juveler kan man fornemme, at Balanchine har skabt trin til de kvindelige dansere, hvor de næsten konkurrerer om tilskuernes opmærksomhed og fremviser deres virtuositet og ynde for publikum i noget, der nærmer sig en flirt.

Juveler er et typisk eksempel på George Balanchines neoklassiske balletter, hvor det er dansen og ikke handlingen, der er det primære. Men derfor er det ifølge Balanchine ikke nødvendigvis en abstrakt ballet: "Handlingsløst er ikke det samme som abstrakt. To dansere på en scene er stof nok til en historie; for mig er det faktisk allerede i sig selv en historie."

Smaragder

Smaragder er det første værk i George Balanchines Juveler, og det er hans cadeau til 1800-tallets franske romantiske ballet og dens rige arv. Balanchine holdt meget af Frankrig, og han tilbragte nogle af sine vigtigste ungdomsår hos Sergej Diaghilev og hans Ballets Russes i Paris. Her modtog han sine første og vigtigste kunstneriske impulser, og her formedes han til den enestående koreograf, han skulle blive. Balanchine selv har, som vanligt, ikke sagt meget om dette værk: "At prøve at beskrive selve dansene ville være kedeligt, for de har slet ikke noget litterært indhold. Hvis denne ballet kan siges at beskrive noget som helst, antager jeg, at det måske er en levendegørelse af Frankrig; elegancens, velværets, kjolens og parfumens Frankrig."

Det er uddrag af Gabriel Faurés elegiske koncertsuiter til Shylock og Pelléas et Mélisande fra henholdsvis 1889 og 1898, der sørger for den lyriske fremdrift i Smaragder. Det er impressionistisk, samtidig med at man aner simple melodistykker, der bringer tanken hen på musik fra middelalderen - en epoke, man dyrkede meget på den tid.

Smaragder blev skabt i 1967 til New York City Ballet og ikke mindst til ballerinaen Violette Verdy, der meget passende kom fra Frankrig. Hun har selv beskrevet ballettens musik således: "Der er en ømhed, en sanselighed, nærmest en følelse af at blive kærtegnet, og strygerne er meget harmoniske og fredfyldte."

Det er ikke kun i de lange, grønne tylsskørter, at man fornemmer Balanchines hyldest til den romantiske ballet. Også koreografien, der er yndefuld, let og skrøbelig, bringer mindelser om den tids dans, for eksempel i værker som Giselle. Balletten danses af to hovedpar, tre solister og et korps på ti danserinder. Den indledes med en pas de deux ledsaget af ti damer, så to solovariationer efterfulgt af en pas de trois, så endnu en pas de deux og til sidst finalen. I 1975 valgte Balanchine at tilføje endnu en pas de deux og i 1976 en mere melankolsk epilog.

Balletten er drømmende og poetisk og kan i sine antydninger af længsel og skæbnesvanger kærlighed minde lidt om andre Balanchine-balletter som for eksempel Serenade fra 1934 og Davidsbundlertanze fra 1980. Der er tydeligvis en romantisk forbindelse mellem de dansende, og man fornemmer, at de både føres sammen og fjernes fra hinanden; som eksempelvis i den meget specielle pas de deux, hvor danserinden går på tå gennem hele dansen støttet af en mand, som hun end ikke ænser.

Stemningen i Smaragder er blevet sammenlignet med en middelalderlig, fortryllet skov og med de impressionistiske og symbolistiske maleriers skove med deres fauner og jagtscener. Men først og fremmest synes det, som om man er på havets dyb - som om danserne bevæger sig under vand til Faurés hypnotiserende og drømmende musik. Der er en følelse af subtil længsel og et sofistikeret vemod. Kroppen flytter sig med vægt og modstand, og bevægelserne er flydende og bølgende, stigende og faldende. Det er gådefuldt og tyst, og danserinderne er som muser eller vandnymfer, som havfruer med vanddråber af ædelstene.

Rubiner

Rubiner er den midterste ballet i Juveler, og den er lige så udadvendt som Smaragder er indadvendt. Hvor Smaragder oser af romantikkens Paris, bringer Rubiner os til mellemkrigstidens Amerika, til jazzalderen, hvor energien, viddet og overstadigheden hersker. Balletten er - ligesom den ædelsten, der har givet den navn- mere sprælsk og dynamisk end de andre juveler.

Rubiner er koreograferet til Igor Stravinskys pulserende og synkoperede Capriccio for klaver og orkester fra 1928-29. Værket er i tre satser, Presto, Andante rapsodico og Allegro capriccioso ma tempo giusto. Stravinsky har selv fortalt, at kompositionen i sit melodiøse snit viser tilbage til hans store landsmand og forbillede Pjotr Tjajkovskij, og man fornemmer da også, at musikken er mere yndefuld, end den plejer at være hos Stravinsky.

I Rubiner medvirker et centralt dansepar, en ledsagende soloballerina og et korps bestående af otte damer og fire herrer. Det er et neoklassisk værk, der viser, hvordan de to mestre og venner Balanchine og Stravinsky var uovertrufne, når de slog sig sammen. Stravinskys jazzede partitur rummer citater fra rumba, samba og tango og bringer pulsen op hos både publikum og dansere. Det er skødesløst og livligt - som at gå ned ad en af New Yorks brede, prangende boulevarder. Balanchine forstår her at gribe Stravinskys glimt i øjet, og han udtrykker musikkens muntre stil gennem sin koreografi.

Balanchine matcher Stravinskys rytmiske finesser med strittende og vittige trin i en skarp, atletisk koreografi, der på samme tid er energisk og humoristisk. Balletten er et godt eksempel på den opfindsomt fordrejede klassicisme, som Balanchine opfandt for at kunne omsætte Stravinskys musikalske sprog til det tredimensionale. Den ene scenes romantiske stemning afløses af den næstes pulserende og barske storbyatmosfære. Danserne spankulerer rundt eller jagter hinanden; de er som væddeløbsheste og spurter som lyn hen over scenen. Flere af dem har sammenlignet dét at danse Rubiner med at løbe maratonløb.

Kostumerne er korte, røde skørter til pigerne, som var de Hollywood pinups eller danserinder i en Broadway-musical. Sexede, lokkende og lunefulde. Det er showbusiness, og det er New York i myldretid, hvor man næsten kan høre togene i undergrunden og føle neonlyset fra teaterdistriktet. Rubiner er som et sindbillede på Balanchines nye elskede hjemland Amerika med dets sorgløse spontanitet.

Balanchine selv påstod, at han slet ikke havde Amerika i tankerne, da han skabte Rubiner. Han har blot meget kortfattet sagt: "Det er simpelthen bare Stravinskys musik, som jeg altid har holdt af, og som han og jeg var enige om at bruge til en dans for et hovedpar, en solist og et korps af piger og drenge." Ikke desto mindre har mange dog syntes at kunne finde utallige mere eller mindre åbenlyse henvisninger til landet - ikke kun i dansestilen og stemningen, men for eksempel også i åbningsbilledet, hvor danserne står med armene i vejret, måske som en tiara, måske som New Yorks skyline.

Balanchine skabte Rubiner i 1967 til to af New York City Ballets stjernedansere, Patricia McBride og Edward Villella, og det siges, at han lavede hele værket på en uge. Det kokette par leger og konkurrerer med hinanden, og en sirene-agtig ballerina flirter med fire mænd på én gang; kvinden som den forbudne frugt. Dynamikken mellem de kvindelige og mandlige dansere er konkurrencepræget og drillende; de to køn er ikke helt på lige fod - mændene må tage sig sammen for at holde trit med kvinderne. Balanchines store respekt og beundring for det kvindelige køn fornægter sig heller ikke i Rubiner.

Diamanter

Diamanter er den tredje og sidste ballet i George Balanchines trilogi Juveler. Det er hans hyldest til sin barndoms og tidlige ungdoms Sankt Petersborg; til byens storhed, til Mariinskij Teatrets magi og til den russiske kejserlige ballets magt og vælde, ikke mindst personificeret i koreografen Marius Petipa. Balletten er Balanchines honnør for sit ophav, for en epoke, hvor de store, klassiske balletter funklede som ædelstene, og hvor de såkaldt "hvide balletter" var dominerende - deraf måske sammenligningen med den skarptslebne, hvide diamant.

Musikken til Diamanter er de fire sidste satser af Pjotr Tjajkovskijs Symfoni nr. 3 i D-dur fra 1875; Balanchine udelod den første sats, da han ikke følte, at den egnede sig til dans. Det er nok ikke tilfældigt, at Balanchine har valgt netop Tjajkovskijs musik til at hædre sit store forbillede Petipa, og i Diamanter fornemmer man tydeligt ekkoet fra Petipas enestående klassiker Svanesøen, ikke mindst i den centrale pas de deux. Det forstærkes af, at han har koreograferet til et stykke musik, somTjajkovskij komponerede få måneder, før han begyndte arbejdet på musikken til netop Svanesøen. Diamanter er da også blevet kaldt en Odette-fantasi med tanke på den hvide svaneprinsesse i Svanesøen - en slags femte akt af den berømte ballet.

Da Diamanter havde premiere med New York City Ballet i 1967, var det George Balanchines berømte ballerina Suzanne Farrell, der dansede hovedparret sammen med Jacques d'Amboise. Det påstås, at Balanchine rent faktisk fik ideen til balletten, da han en dag købte en ring til hende. Hvorom alting er, flirtede han i hvert fald senere med tanken, idet de to i forbindelse med lanceringen af balletten stillede op til fotografering i juvelerforretningen Van Cleef & Appels, hvor koreografen kronede sin muse med en overdådig diamanttiara.

Balletten begynder med en smuk vals for ballerinaerne, der snurrer rundt på scenen, næsten som snefnuggene i Nøddeknækkeren. Midterstykket er en magtfuld og langsom - nogle gange grænsende til slowmotion -pas de deux i den klassiske tradition fyldt med billeder, der antyder hjertesorg og troskabsed som hos Odette og Siegfried i Svanesøen. Pas de deuxen, der afsluttes med, at herren knæler for damen og kysser hendes hånd, kunne måske ses som Balanchines dybe beundring for og kærlighedserklæring til sin store inspirationskilde Suzanne Farrell. Til sidst den imponerende polonaise, hvor hele det store korps vender tilbage på scenen og i en virtuos og overdådig finale danner hvirvlende mønstre, som var de glitrende diamantkæder.

Flere har set den berømte pas de deux som et billede på manden som jægeren, der har fundet en fantastisk skabning, som slipper fra ham, da han prøver at fange hende. Under forberedelserne til Diamanter tog Balanchine Suzanne Farrell med til Paris, hvor han på Musée de Cluny viste hende den berømte, middelalderlige billedvævning Damen med enhjørningen. I sine erindringer fortæller Farrell om, hvordan Balanchine her sagde til hende, at han ville lave en ballet til hende ud fra den historie, og der er da også flere trin og bevægelser i pas de deuxen, der kunne henvise til enhjørningen.

Diamanter er en magtfuld og storslået ballet, majestætisk, elegant og yderst klassisk. Ligesom diamanten er dansen her indbegrebet af renhed. Man føler sig hensat til et snelandskab, til en anden tid og fornemmer den russiske patos og harmoni, der ligger i den hvide farve, og som også er hovedfaktoren i Tjajkovskijs musik. Som de to engelske balletkritikere Mary Clarke og Clement Crisp har skrevet: "Hvis hele den kejserlige russiske balletarv gik tabt, ville Diamanter stadig kunne fortælle os om essensen af den."