Butoh dans

Anita Saij

Af Marianne Kirk (stud. mag.)

Artikel i TerpsiChore nr. 1 februar 2004.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Som Butoh-danser er man tæt på naturen

Med rødder i 60'ernes Japan er butoh-dansen et barn født af et kaos i en brydningstid mellem den asiatiske tradition og den vestlige påvirkning. I slutningen af 80'erne introducerede Anita Saij butoh-dans i Danmark. Avantgardedansens ublufærdige og groteske æstetik, sammenblandingen af grusomhed og skønhed sendte dengang chokbølger gennem dansemiljøet. Til februar åbner Anita Saij Nordic School of Butoh i København.

Frostklar og stille i solskin ligger Christiania, da jeg om morgnen går ned ad de tilisede stier. Her bor Anita Saij; danser, lærer og koreograf inden for eksperimenterende dans og avantgardeteater og den første som eksponerede butoh-dansen i Danmark.

"Som Butohdanser er man i tæt forhold til naturen," siger Anita Saij med et på én gang alvorligt og åbent smil og forklarer, hvordan mange af butoh-dansens øvelser finder sted i naturen, og at hun derfor hvert år organiserer danseinternat lige ud til Vesterhavet.

Butoh-dansens måde at arbejde med naturen og den naturlige krop bunder i en kritik af civilisationen og de kulturelt kodede kropsbevægelser. Butoh-dansen søger at bryde med vestens rene og behagende æstetik og nå ind til noget mere oprindeligt og kollektivt menneskeligt.

"Den naturlige krop er både stærk og smidig, hvis man skal se det fra den fysiske side," siger Anita Saij. "Fra en kreativ og udtryksmæssig side, er den naturlige krop både skræmmende og fascinerende. Den repræsenterer sindet og en påtrængende indre natur, som hverken er følelsesmæssigt eller kunstnerisk rationel. Kroppen har sit eget dramatiske sprog, organisk og dynamisk. Men dét at være i denne naturlighed er overhovedet ikke en selvfølge medmindre vi fx har barnets åbne sind og fordomsfrie krop. Vi mister meget som voksne, når intellektet begynder at ville kontrollere vores bevægelser og vores tanker. Kroppen må dermed opdrages på ny for at arbejde med disse ubevidste lag i fysikken. Den skal nulstilles, som man kalder det. Kendte bevægelser må slettes. Først når papiret er visket fuldstændigt rent, kan man rigtig begynde at bruge butoh-kroppen."

Energierne i kroppen

At butoh-dansen har sine rødder i den ikke-vestlige verden, gennemtrænger dansen. Her er den østlige kropsforståelse central. I modsætning til vestlige dansearter som fx balletten, arbejder butoh med et center, der ligger langt nede i kroppen. Det er også dét sted, man arbejder med i meditation. Det giver en tyngde og en oplevelse af kroppen indefra og ikke udefra som i den trinbaserede dans.

"Når man i butoh træner kroppen og arbejder med det dybe center," siger Anita Saij og placerer hånden på de dybe mavemuskler, "bliver man bevidst om, at der er en indre verden. Det er ikke kun et spørgsmål om celler og anatomi, men en holistisk dybde i mennesket, som vi i dag kender langt mere til i vesten - i forbindelse med et sundhedsmæssigt arbejde med kroppen. Der findes nogle energier i kroppen, som er forbundet og interaktive med dét, man kalder mind, det mentale og åndelige.

Træning, der inddrager disse aspekter af den menneskelige krop, er ikke mere mystisk, end hvad vi kan opleve med træningsformer fra østen, fx yoga og kampsport, og som dansere i dag har taget helt til sig. Siger Anita Saij, som i 80'erne tilbragte tre år med at praktisere butoh i Japan og Korea. Her dansede hun hos den snart 100 år gamle butohmester Kazuo Ohno, den lyse, spirituelle guide for butohdansen, samt grundlæggeren Hijikataz mere mørke del i Min Tanakas benhårde skole Body Weather.

Kroppens metamorfoser af kroppen

At arbejde med naturen er også et udtryk for et processuelt syn på kroppen og dansen. Ligesom naturens cyklus og vækster er kroppen underlagt en stadig transformation.

"Man antager kroppen som et konstant forfald i forandring med både nedbrydning og opbygning som organiske transformationer af krop og sind - ikke bare fra menneske til dyr, for det er egentlig blot en meget forsimplet form, at vi nu er fx insekter eller larver. Det er en slags butoh-dansens børneteater- uden at der er noget galt med børneteater - men butoh kan være frygteligt uhyggeligt og repræsenterer nogle skræmmende psykiske lag i mennesket, som vi ser det inden for Antoni Artaus teater," fortæller Anita Saij og fortsætter:

"Man arbejder i et holistisk univers, som kan minde lidt om Jungs forståelse: Historier og situationer er flettet ind i hinanden; begynder man at røre ved én ting, får det betydning andre steder. Kroppens udtryk kan være meget svært at holde fast i en form. Den bevæger sig ind og ud af forskellige virkeligheder, som mytiske drømme," siger Anita Saij og forklarer, hvordan også erfaringen af tid og rum i undersøgelsen af disse universer spiller en væsentlig rolle.

"Mens vi normalt i hverdagen opererer med en rationel tid, gør man billedligt fortalt i butoh uret plastisk, så de tolv timer ikke alle er lige lange ej heller lige rumlige. Nuet og tilstedeværelsen i dette er grundlæggende for butoh-dansen. Dette "nu" er imidlertid påvirket af det, der ligger før og efter, også rent bevægelsesmæssigt, koreografisk - ligesom oplevelsen af tid er knyttet til tilstande, som vi befinder os i. I dansen forsøger butoh derfor at tage højde for de psykiske tilstande, som præger vores umiddelbare kropserfaring, og arbejde kreativt med erfaringen."

Butoh-danseren står således i et tæt forhold til sin omverden, ikke kun naturen, og butoh-dansen er derfor også essentielt politisk. Dette aspekt var meget oppe i 70erne, men har nu fået en mere æstetisk udformning.

"I butoh forholder man sig til dét, som er inde i kroppen; dét man bærer på som en erfaring, og som præger vores krop, og vores adfærd. Men vi tager også udgangspunkt i dét, som er uden for kroppen - naturen eller den sociale virkelighed. Dette forhold er dog ikke funderet i et subjektivt følelsesudtryk. Jeg'et, som udtrykker sig, har overhovedet ingen interesse. På det punkt er butoh meget forskellig fra modern dance, og ligger i forlængelse af den buddhistiske tankegang.

Konflikten mellem det indre og det ydre ser man i butoh snarere som en slags krise, et kropsligt syndefald, hvor netop tingenes konstante forandring finder sted. Her finder butoh-danseren sin største inspiration og udfordring."

Den ekstreme krop

Da Anita Saij i 80erne præsenterede det danske publikum for den japanske butoh-dans, var det ikke uden en vis forargelse i pressen. Den over tre timer lange soloforestilling Sovrana gav dansen et nyt ansigt med en ublufærdig æstetik og en ekstrem kropsbeherskelse, idet Anita Saij viste sig skaldet dansende med en sølvglinsende fisk i munden. Det var en forestilling, som blandede grænserne mellem grusomhed og skønhed, rædsel og nydelse.

"I butoh arbejder vi ikke med Vestens dualistiske syn; det lyse er ikke adskilt fra det mørke. Kroppen er en del af alteregoet, som omfatter livets samtlige aspekter. Liv og død kommer således til at hænge sammen, ligesom det sympatiske og det frastødende, det grusomme og det skønne. Det kan være meget svært i dansen at arbejde med disse kropslige modsætninger, fx at rumme både det mandlige og kvindelige på samme tid, men det hærder kroppen og disciplinerer sindet," fremhæver Anita Saij.

Butoh-dansens æstetik er imidlertid meget forskellig. Der er en del af butoh-dansen, hvor man gerne vil se den nøgne krop, det aseksuelle, rene. Derfor er danserne ofte skallede og nøgne. Der er andre butoh-kroppe, som er helt overgearede og meget dramatiske, fuldstændig maget op til det helt vanvittige, groteske, kaotiske, hvilket tenderer mere mod performance teatret.

"Det er typisk, at Vesten er blevet inspireret af formen og har taget den meget fysisk til sig," mener Anita Saij med en beklagende mine, "men hvis nu man tager til Japan, så er butoh mere eksperimenterende og undersøgende i forhold til kroppens natur, mennesket og det spirituelle. Derfra kan udtrykket være meget forskelligt i formen. Deres direkte kropslighed kan være meget voldsom, men også indadvendt detaljerede og nærmest provokerende tilbageholdt dramatisk.

Formen kan være eksplosiv

stressende, rituelt gentagende eller meditativt på standby. Kroppen er meget ekstrem. Men samspillet mellem krop, sind og natur er ofte intenst og sårbart. Så på den måde er det ikke svært at forstå, hvorfor butoh-dansere har en tendens til at chokere og provokere, også uden at dette i sig selv er formålet. Fx når butoh-dansere, ganske stille hænger med hovedet nedad i flere timer midt blandt New Yorks skyskrabere og høje puls, for at udforske noget kropsligt universelt, nærmest rituelt," forklarer Anita Saij. - Så det fælles ligger mere på et dybere filosofisk plan end i et fælles udtryk?

"Ja, men træningsmæssigt er der nogen fælles træk; de dybe stillinger, at man bruger gulvet meget, arbejder plastisk og rumligt både fysisk og mentalt. Man indstiller kroppen til at være neutral, og musisk på en anderledes intuitiv måde, hvor der er plads til det dyriske, nu'et, det oprindelige og det universelle. Dét er butoh-kroppen. Når man ser butoh, bliver man bekræftet i, at man er menneske på mange planer, og at danserens krop er bæger af stærk natur, samt livets elementære aspekter som fx humoren, frygten og seksualitet."

Nordic School of Butoh

I 80'erne og 90'erne var Anita Saij leder af det danske, men internationalt funderede danseteater Theater Dance Lab. Når hun nu ønsker at åbne en skole for butoh, er det udover den daglige undervisning også sigtet, at den skal kunne fungere som et samlingssted for de butoh- og performance interesserede dansere, som lever rundt omkring i verden. Et sted, hvor man videreudvikler butoh-dansen og gestalter den i en nordisk krop. I undervisningen ønsker Anita Saij at fokusere på den internationale udveksling, og pege på de brede sceniske, somatiske (legemlig, organisk; red.) og pædagogiske retninger inden for butoh. Hvilket gennem længere tid har været kendt i alternative uddannelsesmiljøer blandt andet i USA, England, Frankrig og Tyskland.

Skolen har en fuldtids- og en deltidslinje, for at det også skal kunne være muligt at følge uddannelsen samtidig med studie eller arbejde. På fuldtidslinjen vil man imidlertid arbejde mere dybdegående med de kunstneriske aspekter. Et år består af to gange fire måneders moduler, i alt otte måneders intensiv undervisning. Der er mulighed for at tage en professionel overbygning på uddannelsen på op til to år mere.

Uddannelsen vil være åben for kombinationer med beslægtede fag uden for danseverdenen som fx danseterapi, bevægelseslære, performance og anden udøvende og skabende kunst. Alle lærere er skabende og udøvende kunstnere, der lægger vægt på at forene det eksperimenterende med det metodiske, for at udvikle den enkeltes evner både kreativt, kunstnerisk og kropsligt. Uddannelsen starter op to gange årligt i august og februar, med introducerende weekendkurser i butoh i april og november, samt et sommer internat i maj og august henholdsvis i Danmark og Spanien.