Eske Holm, dansens alsidige rebel.

Eske holm - danser, koreograf, forfatter, foredragsholder, samfundsdebattør mm. fyldte 70 år, 19. marts 2010.

Af Karin Refstrup (stud. mag.)

Artikel i Terpsichore 15 års jubilæumsnummer 2010.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Eske Holm

Fra Det Kgl. Teater som balletbarn, danser, solodanser og koreograf til eget danseteater Pakhus 13 midt i 70'erne til solist og koreograf i Cullberg Balletten til egne ensembler med statslig produktionsstøtte 1980- 2002. Yderligere er Eske Holm forfatter til flere bøger og flittig skribent om emner i samtiden især om køn, kønsroller og kropstræning, maskulinitet og mandeopfattelser/typer, samt om sex og erotik. Eske Holm har været vidt omkring i de danske medier, blandt andet fordi han har involveret sig i diverse debatter som aktiv borger i samfundet.

Det er også blevet til videoer om "Kroppens træning og udtryk I+II" (1975), et videoportræt af ham selv i "Hårde drenge danser ikke" (2001), og filmen "Øjeblikkets perler"( 1987) på Statens Filmcentral om leg, træning og alsidighed, samt TV balletter: I flæng nævnes "Leg med ild"(1974) og "13 Landskaber" (1976). Engagementet og energien hos denne evigtunge provokatør og debattør fejler fortsat ikke noget. Han skriver, han underviser, og han sætter projekter i gang som altid. For et par år siden var der premiere på hans skuespil "Marie Krøyer - blodets bånd", og en ny roman "Singlebell. En kvindes søgen efter kvindelighed" er netop udkommet den 26. februar 2010. Endelig tager Eske Holm også ud og holder foredrag på højere læreanstalter, højskoler, seminarier og universiteter samt teaterskoler, konservatorier og akademier. I 1999 kom Eske Holm som den første danser og koreograf på finansloven som modtager af livslang kunstnerydelse.

Dette portræt koncentrerer sig om Eske Holms succeser, som han selv er stolt af.

Fanget af dansen

Allerede som barn blev Eske Holm fascineret af dans. Han dansede til musik fra radioen, stort set inden han kunne gå, og som tre-årig var han med sin mor på danseskole, hvor hans kusiner dansede ballet. I en alder af 8-9 år blev Eske Holm meldt ind på Hans Beck's danseskole, som havde til huse i Glassalen i Tivoli. Hans Beck var pensioneret solodanser fra Den Kongelige Ballet - en dygtig danser, som efter alt at dømme havde hovedansvaret for, at store dele af Bournonville-repertoiret endnu var så levende og velplejet. Hans Beck's danseskole var stedet, hvor det pænnere borgerskabs børn og unge kunne lære at "føre sig" - og at føre damer. Eske Holm afskyede det fra første dag. Hvordan de skulle stå på række, at drengene skulle gå over og inklinere for pigerne. Han syntes, at det var pinligt at gå - nærmest løbe - over gulvet og slås om pigerne. Det var meget mod hans natur, og han syntes ikke, det var ædelt at slås om pigerne, så hellere vente og se, hvad der blev til overs. Danseskolen blev et kort bekendtskab, for Eske Holm kedede sig og blev taget ud. Men moren fastholdt, at dans skulle det være og hvorfor ikke ballet?

Asta Mollerup's danseskole i Gentofte måtte være stedet, for dér var forbindelserne i orden - en forgrening af bekendte og kusiner på mødrene side var behjælpelig med at indfri morens ambitioner på sønnens vegne. Eske Holm blev indmeldt på skolen, der blev ledet af Edith Dam. På skolen var der kun piger og ved afdansningsballet i Lorry dansede Eske Holm en solo, en lille russisk solo med russertrin og modtog ved den lejlighed årets legat på 200 kroner. "Den pige, der skal have Asta Mollerups mindelegat i år, er en dreng," sagde Edith Dam, og alle klappede.

På danseskolen var Stanley Williams gæstelærer - han kom fra Det Kongelige Teater - alene navnet var nok til gysende drømmebilleder for de fleste - at få et barn ind på Det Kgl. Teater var næsten som af få det halvt eller trekvart ind i paradiset. Stanley Williams fattede en vis sympati for den enlige "hane i kurven", og manglen på dansende hankøn var stor. Hvorfor ikke prøve?

Den Kongelige Balletskole

I maj måned 1951 er der optagelsesprøve ved balletskolen, og Eske Holm og hans mor cykler fra hjemmet på Østerbro til Det Kgl. Teater, men kommer ikke så langt for drengen får kolde fødder og vil ikke. Det var en stor skuffelse for moren, der fik et la- angt migræneanfald og lagde sig for nedrullede gardiner. Eske Holm husker det sådan, og det siger noget om rækkevidden af den skyld, han følte. Det skal ses i lyset af morens ihærdighed, for slet ikke at tale om hendes projicerede længsler efter selv at stå på scenen. Året efter som 12-årig gennemførte han - moren og ham.

Det miljø, Eske Holm som barn blev præsenteret for på balletskolen, var ifølge ham et hierarkisk og unaturligt miljø. Det var en kønsadskilt verden, delt op i kongeside og dameside, hvor forholdene mellem kønnene var præget af den traditionelle forståelse af pigen, som skrøbelig og yndefuld og drengen som den stærke helt, der skulle beskytte det svage køn. Børnene skulle imitere kønsrelationerne i de voksnes ballet på trods af, at børn ikke har samme forhold til det modsatte køn i den alder. Pædagogikken indskrænkede sig til kæft, trit og retning, og han beskriver strukturen og undervisningen i Den Kongelige Ballet som uindskrænket enevælde. Der var ikke plads til børnenes egne udfoldelser, og der blev sjældent givet ros. Børnene skulle arbejde hårdt for ikke at blive frasorteret til de årlige prøver. Eske Holms "indre barn, hans fantasi og forstand" fik ikke plads til at udvikle sig kreativt, men skulle indordne sig i et stift og ufølsomt system.

(Læs mere i Eske Holms erindrings- og portrætbog: "Dansen med de dobbelte budskaber").

Eske Holm kom igennem aspiranttiden, hvor han som en utilpasset dreng gjorde små fremskridt. Han var ikke noget naturtalent - mener selv, at dansetalentet var diffust og både utilpassetheden og fraværet af appel til hans kunstneriske og forstandsmæssige fortrin gjorde, at han nok var på vippen til at blive frasorteret adskillige gange. Men drenge var en mangelvare, og det kom ham til gode. Én ting beklager han, og det er, at ingen appellerede til hans forstand dengang. Konkret tænker han på, at undervisningen i det store og hele gik ud på at efterligne det andre og voksne balletdansere gjorde, og i øvrigt gøre som læreren siger. Det var langt hen ad vejen godt nok, hvad lærerne sagde, for her var jo en ballettra- dition og et balletensemble af høj klasse for datiden. Men det var dog kun formen, altså det figurlige og det kropsligt-tekniske, der blev instrueret i. At nærme sig dansen fra andre kanter - fra følelsens, musikalitetens og fantasiens kanter - det var ukendt.

Når Eske Holm tænker på, hvor meget han fik ud af at iagttage Erik Bruhn, mens han lejlighedsvist trænede med Den Kongelige Ballet, så kan der opnås resultater med dette at efterligne - eller fatte via forbilleder. Men det er og bliver en begrænset metode.

Eske Holm bliver i 1958 medlem af Den Kongelige Ballet og får i 1961 sit gennembrud som den smukke Christian i Roland Petits "Cyrano de Bergerac" mellem Kirsten Simone som Roxanne, Henning Kronstam som Cyrano og ham selv som elskeren. I 1965 udnævnes han til solodanser efter at have danset nogle af ballettens største danseur-noble-roller herunder Romeo i "Romeo og Julie" (1964) og prinsen i "Svanesøen" (1964), og "Månerenen" (1965), men som dansehistoriker og anmelder Erik Aschengreen (1992: p. 504) udtrykker det, så var det ikke de store roller i ballet-elsker-faget, som Eske Holm stræbte imod, selvom han har danset dem og gjort det smukt. Selvironisk siger han, at han blev solodanser, "fordi han var for udisciplineret til at danse i korpset", han måtte have sit eget teater, sine egne balletter og danse deri selv, fordi han dybest set ikke kunne holde ud at blive herset rundt med af andre.

Nogle år efter forlader Eske Holm i en alder af 28 år Den Kongelige Ballet for at være frit stillet. Det var en protesthandling mod den klassiske ballet som kunstart, et afkald på sikkerhed og pension. Det var ulysten, der drev ham væk fra Den Kongelige Ballet, og Eske Holm valgte at gå freelance. Det legende menneske - ikke bare den ambitiøse kunstner - blev bestandigt krænket. Det blev indledningen til et professionelt liv uden nogen fast ansættelse - han valgte en frihed, som havde større omkostninger, og det har han ikke fortrudt.

Billedet: Tretten landskaber 1976

Det professionelle liv

Selvom Eske Holm skiltes fra Den Kongelige Ballet, blussede en vis kærlighed til den op igen, og han lavede adskillige balletter som gæstekoreograf. Han erkendte sin afhængighed af traditionen og fascinationen af det elitære, selv om han med sit anarkistiske sind ville lave revolte mod det etablerede. Han erindrer både Niels Kehlet og Flemming Flindt som stærke i hans "Orestes" - med henholdsvis Annemarie Dybdal og Sorella Englund som Elektra.

Det var i det hele taget nogle meget kreative år, hvor han i længere perioder gæstedansede i Cullberg Balletten. Her var han mest sig selv som danser, som Nilas i Cullbergs "Månerenen" med Anna Lærkesen som partner, han arbejdede med "Pas de Six" (1965), hvor han viste et dejligt lune. Han forsøgte også at lære klassisk teknik fra sig, blandt andet til Birgit Cullberg's søn, Niklas Ek. Her fik han også undervisning i Contemporary Dance (Martha Grahams teknik), men det var ikke "modernismen", han søgte, men en kropslig, sensuel, smidig og sanselig bevidsthed, en fornemmelse af "at have et centrum", som det naturlige punkt, hvorfra al bevidsthed i bevægelse udspringer - en såkaldt "contraction" med krumning om kroppens centrum. En bevægelseslethed - forstået som mindst mulig anstrengelse og vejrtrækningens afgørende betydning for bevægelsers kvalitet.

Efter debuten "Tropismer"(1964), hvortil hans bror komponisten Mogens Winkel Holm havde skrevet et udfordrende tolvtone-partitur, skabte Eske Holm en lang række værker, blandt andre "Ildfuglen"(1972) og tv-balletten "Tretten landskaber" (1976). Der blæste nye vinde på Det Kgl. Teater, hvor Flemming Flindt var balletmester (1966-78). Flindt engagerede udenlandske moderne koreografer, og der blev plads til balletter af Eske Holm. Hans stort anlagte "Ildfuglen" til Stavinskijs musik bragte også ham selv tilbage på scenen, som danser i bedste form. Her var spændende idéer om en nyfortolkning og en overordnet trinsammenhæng i koreografien. Med sin version af Ildfuglen - et erotisk eventyr - skabte Eske Holm sit mest originale værk. Opgøret med at "kærligheden" besejrer alt. Pointen i denne udgave er, at Prinsessen og Ildfuglen er ét og samme væsen, en dobbeltfigur. Hun repræsenterer den rene, følsomme kærlighed, men også den vulgære, golde seksualitet, når hun som ildfugl står i den onde troldmands magt og må føde hans dæmonyngel. Ildfuglen er her fra en parabel om det godes og rene kærligheds sejr blevet til et værk om livsmuligheder i dag, hvor verden er blevet så brutal og kynisk, at den godtroende kærlighed, repræsenteret af Ivan og pigen i hvidt, kun har meget ringe chancer. Eventyret blev brugt til at fortælle nogle barske realiteter om verden i dag.

Eske Holm er manden bag væsentlige balletinitiativer uden for Det Kgl. Teater, og han er den koreograf, der ifølge Erik Aschengreen i sit dansesprog forsøgte at rive sig løs fra den klassiske ballet og den, hvis værker nærmede sig mest modern dance. 1 1974-77 stablede han Ny Dansk Balletgruppe på benene. Den dansede i Pakhus 13

Pakhus 13

Pakhuse, der oftest findes placeret i havne, blev almindelige i forbindelse med oversøisk handel i 1600- og 1700-tallet. De kan være i en eller flere etager, og er indrettet med henblik på lettest mulig håndtering af gods. Pakhus 13's beliggenhed på Larsens Plads på havnefronten foran Amalienborg findes ikke mere, i stedet blev Amaliehaven anlagt i 1983, den indgår i Amalienborgs aksefaste anlæg, bekostet af A.P. Møller-fonden, som en gave til staten og Københavns Kommune.

Billedet: Sigøjnerne og de farlige ord, juni 2009. Foto: Jacob Stilling

Det er i den periode, at Niels Mathiasen - i folkemunde kendt som "Kultur-Niels" er kulturminister (1971-73 og 1975-80). Han gennemførte betydelige udvidelser og reformer af den offentlige kulturstøtte, og hans kulturpolitiske ledetråd var spredning af kulturen, geografisk og socialt, og så havde han en faible for balletkunst. Det var et sådant pakhus, at Eske Holms Ny Dansk Balletgruppe fik stillet til rådighed. Her skulle være både dansekunst og politisk teater, og visionen var at blande både god folkelighed og gode elitære tanker sammen. På havnefronten skulle der være bistroer og bogcaféer og boder og handlen. I Pakhus 13 har Eske Holm haft de bedste oplevelser med dans. Rummet og lyset i det rustne Pakhus var helt fantastisk og ganske gratis. Her skabte han blandt andet "Tretten Landskaber" (1975), "Kysset", "Rollespil" og "Dødsfuga" (alle i 1976) og "Historien om en soldat", "Amor og Psyke" og "Rituelle Danse". Flere danske komponister var i den periode virksomme som huskomponister- foruden hans bror Mogens Winkel Holm, var der Fuzzy, Ingolf Gabold og Pelle Gudmundsen-HoLmgreen.

"Sacre du Printemps" i Eske Holms nyfortolkning blev skabt her. Idéen var at skabe en lille gruppe kvinder, et kvindekollektiv af en alle anden "basal", næsten naturagtig karakter - lidt som rådyr i flok, var hans tanke - og så en slags Faun eller frisk, ureflekteret og brunstig Pan, der tumler ind i denne sammenspiste kvindeflok. I det originale værk er det en kvinde, der efter forskrifterne skulle danse sig til døde som offergave til foråret og dermed frugtbarheden.

I Eske Holms version er det nu en mand, der danser sig til døde. Han bliver flået og flænset fra hinanden af den før så yndige gruppe kvinder, der i indbyrdes jalousi forvandler sig til furier eller amazoner. Manden flirter naivt med først den ene, så den anden. Han dvæler så en stund, og derefter skiller en pige sig ud. Hun nærmer sig sniffende og kåd dette erotiske gudebarn, drengen i skoven, og de bliver et par i en saftig og sexet koreografi. Senere udstødes kvinden af sin gruppe - hun "lugter" fremmed, hun er blevet en del af et par. Balletten handler i sidste ende om parrets død, for i overmod danser han med kvinderne - hunnerne - for at tænde dem og for at smitte dem med det, han lige har oplevet - men det går ikke. Han går over stregen, og kvinderne vender sig imod ham - med hans udkårne i spidsen, af og til dog klyngende sig beskyttende til ham - men hun slides hid og did i solidaritetens kriser. Han bliver radbrækket. Det hele bliver til et ufrugtbarhedens ritual.

Eske Holm dansede selv denne "naturens muntre danser", og som hans udkårne var det Anette Abildgaard. Hun var hans fund, havde talentet og var en god performer.

På trods af de beskedne bevillinger var Eske Holm og kompagnon mere eller mindre "uforvarende" eller stiltiende gået med til, at Pakhuset også skulle kunne være sceneplads og forum for andre balletaktiviteter. En af de grupper, der fik adkomst til Pakhuset var pionergruppen Living Movement, som uden at forklejne dem, ikke dansede godt nok til at gruppen kunne fortsætte under Eske Holms lederskab rent kunstnerisk. Det var ikke en såkaldt "åben scene".

Erik Bruhn - Eske Holms gamle mester, hans dansegud og "danseur noble" of all times - sagde ja til at undervise hans dansetrup, en flok multiskandinaviske og forskelligt udrustede dansere. Erik Bruhn - i sin aristokratiske følsomhed og æstetiske korrekthed - nød at være lærer og snurrede sine perfekte pirouetter for det måbende personale. Han gav også gode, individuelle korrektioner til dansere og dansende gymnaster, som han ellers aldrig ville have skænket to minutter af sin tid. Årene i Pakhus 13 blev en tid med succeser og fiaskoer og dets endeligt. Først kom den ene katastrofe, at Teaterrådet gav Pakhus 13's bevilling på 500.000 kroner til Flemming Flindts balletprojekt Dødens triumf, og Pakhus 13 gik konkurs og blev plomberet af toldvæsenet. Dernæst blev hele pladsen - Hr. Larsens - solgt til Amalienborg. Eske Holm erindrer det, som Københavns Kommune fik Larsen Plads for "en slik" og gav den til hoffet. (Dansen med de dobbelte budskaber)

Saltlageret

Videre gik turen til Saltlageret ved søerne på Gammel Kongevej, hvor forestillingen "Hjerteknuseren" gik fra danseteatret mod billedteatret. Det blev hans første egentlige politiske dans, inspireret af et optrin mellem en stor betjent i kampuniform og en lille pige på 6-7 år. Det var i foråret 1980, hvor det tog overborgmester Egon Weidekamp samt et stort politiopbud det meste af en uge at nedkæmpe den modstand, som børn og unge, deres forældre og pædagoger iværksatte for at forsvare den berømte byggelegeplads på Nørrebro, som skulle vige pladsen for et socialt boligbyggeri. Et eksempel på at Eske Holm med sit gamle ideologiske program stadig brugte sin kunst til at kæmpe for frie mennesker, nye kønsroller og mod vold og tomme konventioner.

Her i 1980'erne dukker Eske Holm - med stadig større mellemrum - op med forestillinger, hvor han fortsat kredser om kønsrollernes nedbrydning, familiestrukturen og kærlighedens vildveje. "Samurai" (1982), "Fædre og sønner" (1983), "Hjerteknuseren" (1983). Den bedst komponerede balletaften fra den tid, måske hans bedste program nogensinde, bestod af en synkrondans mellem mand og kvinde.- en slowmotion pas de deux med titlen "Mediation-dance", derefter "Samurai", et dansedrama med tre mandlige og en kvindelig danser - og til sidst den surrealistiske forestilling "Kontor og anklage". Kvinden som dansede i "Samurai" var Vivian Persson, som kom til Pakhuset direkte fra Gymnastik Moderne - hvor hun var nordisk mester og nummer ti ved VM.- med rekvisitter som bolde, køller og vimpler. Hun dansede en henrivende og sofistikeret japansk kvinde i en blanding af passion og tilbageholdt koketteri svøbt i en pink silkekjole i hengiven og dødelig farlig elskov. Vivian Persson dansede i mange af hans forestillinger - og i sidste omgang i hans film "Øjeblikkets perler".

Det eneste minus ved Vivian Persson var, at hun opfattede og reproducerede hans trin lige så hurtigt, som han høvlede dem af sig. Truppen omkring ham, om de nu var veteraner fra Pakhusets dage eller nys tilkomne, var både velafbalanceret i betydningen af at kunne udnytte hinandens evner og kontrastrigdom og fuld af individualisme - Eske Holm har altid lagt vægten først og fremmest på personligheden og på den sceniske udstråling samt den karakterskabende evne. Sine ensembler måtte han selv samle, og endnu to dansere talentspejdede han. Den ene var Mia Herskind på Danmarks Højskole for Legemsøvelse i foråret 1980 og den anden Jørgen Carlslund (kunstnerisk leder af Corona Danseteater, nu ZeBU). Begge fine dansebegavelser. Han var utrættelig i sin jagt på nye spillesteder til sine forestillinger, hvor han mere end nogen anden dansk koreograf har draget aktuelle debatemner ind i sammenhængen, kønspolitiske ikke mindst, der også har præget en stor del af hans bogudgivelser. Det gik med Saltlageret, som det gik med Pakhus 13. Også her blev avantgarden opsagt af magistraten, der bevilgede København et planetarium, Tycho Brahe Planetarium, der åbnede i 1989.

Hovedlandet

Det lykkes ham ikke at etablere en kontinuerlig gruppe, og personlige nedture satte kreativiteten på vågeblus. Eske Holm flyttede til provinsen - til Århus, hvor han blandt andet lavede forestillinger på Gellerupscenen og var medstifter af foreningen Ny Dans. Senere pakker og laster han for et ophold på Ørslev Kloster, tidligere hovedgård ca. 15 km nordøstfor Skive. Efter ombygning 1968-69 indrettes det til kollegium for kunstnere og videnskabsmænd. Årene i Jylland - hovedlandet - højlandet med skov og ensomhed blev en hård tid for ham. Økonomisk, socialt og mentalt har han alle odds imod sig, men han erindrer Maxim Gorkij, som sagde, at "et menneskes personlighed udvikles i kampen mod det ham omgivende miljø".

En tilfældig lytten til Purcell's "Kong Arthur", der rammes af Amors pileskud og mærker, at kærligheden gør nas, når blodet atter skal rulle gennem de forsnævrede, kolde kapillæer og kamre. Med et overmandes han af billeder af en stakkels Casanova, der værger for sig, da han opdager, at han ikke kan elske. Balletten, som nu spirer frem, er "Casanovas ubehag ved kvinder".

Hovedstaden

Tilbage i København bliver det til et stærkt koreografisk come back for Eske Holm i 1999 med blandt andet Stravinskij-værket "Ofret", tildeling af livslang kunstnerydelse fra Statens Kunstfund. De sidste ti år har han været yderst produktiv med både danseværker som "Spion i kærlighedens hus", bøger som "Lystens og Ulystens Historie", dramatikerdebuten "Marie Krøyer - blodets bånd", samt det interessante selvportræt "Hårde drenge danser ikke", der vandt Grand Prix på Kortfilmfestivalen i Odense i 2001. I filmen medvirker blandt andre robotdanseren Steen Koerner, hvis kunstneriske virke Eske Holm fortsat følger med stor nysgerrighed. Yderligere en ny kriminalroman "Svanens død" om magt- og sexmisbrug i nationalballettens regi er på vej.