Twyla Tharp - Come Fly Away

Af Lise Kaiser.

Programskrift i anledning af Det kongelge Teaters balletkompagni's opførelse af balletten "Come Fly Away" i København 2013.

En ballet af Twyla Tharp med Frank Sinatra.

Billeder: Det kongelige Teater

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey, en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater T

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Twyla Tharp

Twyla Tharp er født i 1941 i Portland, Indiana. Tharps mor, der var klaverlærer, begyndte at undervise datteren i klaver, da hun var to år gammel, og det viste sig hurtigt, at hun havde absolut gehør. Da moderen indså hendes musiske talent, bestemte hun sig for, at Twyla skulle have mulighed for at dygtiggøre sig inden for så mange genrer som muligt, så klaveret blev hurtigt suppleret med timer i trommer, violin, bratsch, tegning, stenografi, fransk, tysk og ikke mindst step, jazzballet, flamenco, modern dance og ballet.

Da Twyla Tharp var otte år gammel havde hun brug for nogle nye lærere, der kunne lære hende noget mere, så familien flyttede til Californien, hvor hendes far sammen med en ven selv byggede en autohandel, en drive-in biograf og et nyt hjem til familien, hvori indgik et øverum til Twyla.

Hun fortsatte med at udmærke sig og efter det første år på College havde hun igen brug for nye udfordringer. Hun flyttede alene til New York og begyndte at studere kunsthistorie på Barnard College. Samtidig med studierne tog hun timer i ballet ved American Ballet Theatre's skole og i modern dance hos nogle af genrens største pionerer - Martha Graham, Merce Cunningham og Paul Taylor. I 1963, samme år som hun blev færdig på College, blev hun kortvarigt medlem af Paul Taylor Dance Company.

Men allerede tidligt i karrieren vidste hun, at hun gerne selv ville koreografere. I 1965 begyndte hun at arbejde med en lille gruppe dansere, der med tiden blev til kompagniet Twyla Tharp Dance. De første fem år måtte de for det meste arbejde gratis - "man er nødt til at være enten håbløst passioneret eller meget dum," har Tharp udtalt om disse år. Twyla Tharp forstod at afprøve grænserne for dans, og i hendes værker smeltede den klassiske disciplin og strenghed sammen med avantgardens frækhed, således at balletteknik blev blandet med for eksempel løb, hop og kolbøtter.

Hvor modern dance indtil da havde været noget meget seriøst og spirituelt, forstod hun at skabe balletter, der var båret af humor, kant og løssluppenhed. I sin dynamiske og uforudsigelige koreografi benyttede hun såvel klassisk musik som jazz og pop eller simpelthen stilhed.

Tharp har i tilbageblik fortalt: "Vi arbejdede med stor grundighed. Hvilket vil sige, at vi var meget idealistiske og dedikerede. Vi arbejdede seks dage om ugen. Vi optrådte ikke meget. I virkeligheden handlede det mest om at opbygge en erfaring i at lære, udforske og vokse."

Langsomt, men sikkert fik hun med sit dynamiske og opfindsomme formsprog, der på en gang var hurtigt, struktureret og komplekst, men samtidig skødesløst og afslappet, gjort sig bemærket på New Yorks avantgardescene. "Jeg lærte meget hurtigt, at publikum blev mere afslappede og så anderledes pä tingene, hvis de fornemmede, at de af og til kunne grine sammen med os. Det blev mere menneskeligt. Hvis der er en energi - og dans handler jo til syvende og sidst om energi - så kommer den ofte fra den frigørelse af spændinger, som latteren er. Humor kan skabe gnister som intet andet."

I 1973 inviterede Robert Joffrey hende til at lave en ballet til hendes egne dansere sammen med Joffrey Balletten, og det blev til "Deuce Coupe" til musik af Beach Boys. Hun indledte den første prøve med at sige til danserne: "De af jer her i salen, som ikke har lyst til at være med i dette værk og ikke kan lide, hvad jeg laver, vil jeg virkelig bede om at gå. Og jeg vil ikke have, at I nogensinde kommer tilbage. Jeg har ikke tænkt mig at bruge det imod jer, fordi jeg ved godt, at det, jeg gør, er anderledes. Men jeg siger det bare til jer nu, jeg giver jer muligheden for at komme væk i en helvedes fart." Trefjerdedel af danserne forlod lokalet, men Deuce Coupe endte med at blive et banebrydende værk. Det slog hendes navn fast som den første crossover-koreograf, der forstod at blande ballet og modern dance, klassisk og populær musik, præcision og spontanitet. Det var første gang, et klassisk kompagni havde optrådt sammen med et moderne, og forestillingen blev en kæmpesucces.

I 1976 kom turen til American Ballet Theatre, og her koreograferede hun "Push Comes to Shove" - en ballet, der gør op med konventionerne omkring ballet, og som blev skabt til den russiske stjernedanser Mikhail Baryshnikov, så han kunne vise alle sine talenter. Baryshnikov fortalte, at han "blev overvældet af hendes ligefremme måde at skabe komplicerede trin på. Ingen forstillelse, men lige ud ad landevejen". Push Comes to Shove blev begyndelsen pä et mangeårigt samarbejde mellem Tharp og Baryshnikov, blandt andet omkring balletter til musik af Frank Sinatra og filmen "White Nights" fra 1985, som Tharp koreograferede, og Baryshnikov spillede en af hovedrollerne i.

Twyla Tharp Dance fortsatte med stor succes, og i 1988 blev kompagniet slået sammen med American Ballet Theatre, der siden har haft premiere på flere værker af Tharp end af nogen anden koreograf. Derudover har hun koreograferet til kompagnier som balletten ved Pariseroperaen, Royal Ballet i London, Boston Ballet, Martha Graham Dance Company og New York City Ballet, blandt andet "Brahms/Handel" i 1984 i samarbejde med Jerome Robbins.

Sideløbende med karrieren inden for ballet, har Twyla Tharp skrevet tre bøger og skabt koreografi til blandt andet tv, film og Broadway. I 1979 skabte hun dansene til Milos Formans filmversion af musicalen Hair, og hun arbejdede igen sammen med Forman om hans to næste film, Ragtime i 1981 og Amadeus i 1984. Tharp debuterede på Broadway i 1980 med sin egen forestilling, den selvbiografiske "When We Were Very Young". Allerede året efter fortsatte hun med koreografi til "The Catherine Wheel" med musik af David Byrne fra Talking Heads, og i 1985 fulgte klassikeren "Singin' in the Rain". I 2002 vendte hun stærkt tilbage med musicalen "Movin' Out", der var bygget op omkring Billy Joels sange. Den var en stor triumf, vandt adskillige priser og gik for fulde huse i tre år. I 2006 fulgte Bob Dylan musicalen "The Times They Are A-Changin'". I 2009 vendte hun tilbage til en af sine favoritter, Frank Sinatra, og til hans musik skabte hun i Atlanta musikforestillingen "Come Fly with Me", der senere under titlen "Come Fly Away" blev overført til Broadway, hvor den var et kæmpehit.

Twyla Tharp er en ener i amerikansk dansehistorie. Hun har koreograferet omkring 160 værker - balletter, musicals, film, tv, kunstskøjteløb - kendetegnet ved skødesløs elegance, teknisk perfektion, sensualitet, kreativitet og humoristisk sans. Igennem fem årtier har hun forstået at nedbryde grænsen mellem ballet og modern dance og har inspireret kommende generationer af koreografer. Hun har udvidet folks opfattelse af dans og har selv søgt nye udfordringer, samtidig med at hun hele tiden har respekteret traditionerne.

Tharp fortæller: "For mig handler det altid om at tage det næste skridt fremad. Jeg siger ofte, at det eneste, jeg frygter mere end at forandre mig, er ikke at forandre mig. At være stillestående driver mig til vanvid. Jeg er nødt til at føle, at det, jeg har lært, hele tiden kan skubbes videre. Jeg vil hellere lade være med at arbejde end føle, at jeg gentager mig selv. Jeg tror, at udfordringen altid består i at tage det, du forstår, med dig og så videreudvikle det. Man skal ikke have for travlt med at kassere det gamle og sige, at nu er man færdig med det. Den form for oprør appellerer ikke til mig. Jeg har altid forsøgt at gøre mig fortrolig med traditionerne og mener, at det er enhver kunstners ansvar. Det er lidt for overfladisk at spille avantgarde og bare kappe fortiden af og sige: Okay, så begynder vi forfra. Lad os i stedet tage det, vi har, og lad os bruge det, for hvorfor skulle vi spilde alle de gode erfaringer, der allerede er gjort om krop og bevægelse? Vi har ikke 300 år til at blive klogere. Så længe har klassisk ballet eksisteret, så længe har man udforsket kroppen. Lad os skynde os at få samling på det og komme videre med det i bagagen".

Sinatra ifølge Tharp

Koreografen Twyla Tharp har haft et livslangt kærlighedsforhold til Frank Sinatras sange. Sinatras uforlignelige og cool måde at synge kombineret med Tharps lidenskabelige og energiske måde at koreografere er som skabt for hinanden. Der skal en sanger af Sinatras kaliber til at tolke klassikerne, så man fanger de dybere lag, og en koreograf som Tharp til at gå mod strømmen og finde nye facetter i de velkendte sange.

Første gang, Twyla Tharp satte trin til Sinatras udødelige toner, var i 1976. American Ballet Theatre havde til en gallaforestilling bestilt en pas de deux hos den unge, fremadstormende koreograf, og det blev til "Once More, Frank". Tharp dansede selv værket sammen med tidens ubetingede superstjerne, den russiske danser Mikhail Baryshnikov, der to år tidligere var hoppet af fra sit hjemland. I en meget skødesløs, moderne og ren dansestil forløste de to iklædt identiske hvide skjorter, shorts og bløde sko sangene "Something Stupid", "That's Life" og "One for My Baby" (and One More for the Road). Men publikum var skuffede over, at Baryshnikov ikke optrådte som den romantiske kavaler og ikke udførte nogle af sine berømte, virtuose spring. Han fortalte senere: "Naturligvis forventede folk, at jeg skulle danse "Le Corsaire". Jeg brød mig aldrig rigtig om de store gallaer, så her følte jeg instinktivt, at jeg var på rette vej. Det var et meget anderledes værk, og det stod helt klart for mig, at hun havde fat i noget. Det er vist den eneste gang, jeg har set Twyla græde. Jeg satte hende ind i en taxa, og jeg vidste, at hun ville komme sig over modgangen - men hun var meget såret."

I 1982 fortsatte Tharp dog ufortrødent med Sinatras musik i balletten "Nine Sinatra Songs", som hun skabte til sit eget kompagni, Twyla Tharp Dance. Nine Sinatra Songs er et glamourøst portræt af en gruppe unge mennesker, der er på jagt efter kærligheden, og det foregår alt sammen i en glitrende balsal. Balletten er siden blevet et af Tharps mest populære værker, og den har været danset af adskillige balletkompagnier over det meste af Verden.

Allerede året efter, i 1983, bad Baryshnikov, der i mellemtiden var blevet balletmester ved American Ballet Theatre, Tharp om at skabe et værk til sig selv og den japanske danserinde Elaine Kudo. De fandt igen sammen om Sinatras musik, og det blev til den elegante "Sinatra Suite", der bestod af fire pas de deux'er fra "Nine Sinatra Songs" samt igen sangen "One for My Baby", denne gang i form af en stærkt gribende solo danset af Baryshnikov. Nok en gang høstede Tharp stor succes, og Sinatra Suite er stadig her 30 år efter premieren i American Ballet Theatres repertoire. Sinatra selv elskede balletten og græd efter sigende, da han så den. Han kaldte den en af de reneste fortolkninger af sin musik, og da han samme år modtog en af Amerikas fineste udmærkelser, Kennedy Center Honors Award, bad han om, at den skulle opføres i forbindelse med overrækkelsesceremonien.

Efter nogle Sinatra-fri år vendte Twyla Tharp i 2009 tilbage med forestillingen "Come Fly with Me". Den blev opført på et teater i Atlanta og markerede begyndelsen pä en række storstilede produktioner med Sinatras musik i centrum. "Come Fly with Me" følger fire par gennem deres turbulente følelsesliv, hvor konflikt og forbrødring afløser hinanden. En musikalsk fantasi om romantik og forførelse, om begejstringen ved det første kys, ophidselsen ved den første dans og om den sørgelige erkendelse ved den første afsked. "Pas de deux'en som en flirtende kamp mellem stærke viljer er et tilbagevendende tema i forestillingen," har Tharp udtalt.

I 2010 blev "Come Fly with Me" overflyttet til Broadway og ændrede titel til "Come Fly Away", og der blev tilføjet ny musik og nye dansenumre. Hun trak de otte figurers personligheder stærkere op og valgte at give dem navne. Men selv om de har navne, skal man ifølge Tharp snarere opfatte dem som arketyper end som specifikke karakterer. Ligeledes skabte hun mere drama og glamour i forestillingen ved at lave raffinerede henvisninger til Sinatra og hans liv i Hollywood. Tharp, der ellers ikke ofte løfter sløret for tankerne bag sine værker, har for eksempel fortalt, at hun i koreografien til nummeret I "Like to Lead When I Dance" lod sig inspirere af Sinatras turbulente ægteskab med skuespillerinden Ava Gardner: "Selv om alle mændene i forestillingen på en eller anden måde portrætterer Sinatra, er karakteren Sid den del af ham, der var stjernen, som gerne ville være i centrum. Han var det hotteste, og da han mødte Ava, fik de et problem, for det samme kunne siges om hende. De ville begge med vold og magt være midtpunkt. Hele tiden. Det var, hvad deres forhold gik ud på."

Langt de fleste anmeldere var meget begejstrede for "Come Fly Away". I New York Times hed det således: "Twyla Tharps inciterende hyldest til Frank Sinatra og hans musik vil tryllebinde dig," og The Washington Post skrev: "Hvis man taler ren energi, er det ikke sandsynligt, at man vil se noget lignende, medmindre man er vidne til en kemisk eksplosion." Tharp blev da også efterfølgende nomineret til en Tony Award for bedste koreografi og vandt en Drama Desk Award.

Efter Broadway-opsætningen fulgte en revideret udgave i Las Vegas, "Sinatra: Dance With Me", samt en turne rundt i Amerika, Canada og Japan. Med opførelsen på Det Kongelige Teater får "Come Fly Away" sin verdenspremiere med et balletkompagni.

"Come Fly Away" er en uforbeholden kærlighedserklæring til Sinatras store musikalske begavelse. Hans datter, Nancy Sinatra, har udtalt om Tharps fortolkninger af faderens sange: " Jeg har sagt til Twyla, at nu er det hende, der fører faklen videre. Jeg kan spille min fars musik for folk, indtil køerne går hjem, men det er ikke det samme. Her kan man føle hans musik, smage den, se den, høre den." Sinatra selv har sagt det med ganske få ord til Tharp: "Du giver mig stil."