Om Jiri Kylián

Silk and knife

Programskrift i anledning af Det Kongelige Teaters opførelse af Silk and Knife 2008

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Om Jiri Kylián

Jiri Kylián er født i Prag i Tjekkoslovakiet i 1947. Faderen Vaclav kom fra fattige kår og endte som direktør for landets største sparekasse, moderen Marketa var barnestjerne og formåede allerede som tiårig at danse for udsolgte huse.

Jiri Kylián var som barn meget fascineret af cirkus. Efter at have set en cirkusforestilling sammen med sin bedstemor, bestemte han sig for at blive akrobat, og han kom på akrobatskole, der dog efter kort tid lukkede. Hans mor tog ham med til en balletforestilling, og det var en overvældende oplevelse for ham. I efterkrigstidens Tjekkoslovakiet var det højst usædvanligt og grænsende til uacceptabelt, at en dreng kunne finde på at vælge dansen som sin karriere, men som niårig blev Kylián elev på balletskolen ved Prags Nationalteater. Allerede der begyndte han at lave koreografi til sine medstuderende, men balletterne blev aldrig opført.

I 1962 blev han elev på konservatoriet i Prag. Selv om det var en periode, hvor det allestedsnærværende kommunistparti kontrollerede alt, formåede mange af lærerne at give en undervisning, der var rodfæstet i et liberalt og stærkt demokratisk førkrigs Tjekkoslovakiet. En af de lærere, der skulle gøre et uudsletteligt indtryk på Kylián, var Zora Semberova, der i 1938 som den første dansede Julie i Prokofjevs berømte ballet Romeo og Julie.

På trods af, at kommunisterne i 1960'erne havde et fast tag i Tjekkoslovakiet, skabte landets kunstnere alligevel grobund for en unik og interessant kulturel mangfoldighed med nære forbindelser til den vestlige "frie" verden. I 1967 fik Kylián således et legat af British Council til at studere ved Royal Ballet School i London, og han ankom til en by, der var præget af hippier, Carnaby Street, Beatles, Rudolf Nurejev, Margot Fonteyn med meget mere.

Petite Mort Nederlands Dans Theater

Her mødte han koreografen John Cranko, der tilbød ham ansættelse som solist ved sit kompagni, Stuttgarter Ballett. Før Kylián begyndte som danser i Stuttgart, rejste han for en kort periode tilbage til Prag. Tjekkoslovakiet var i mellemtiden begyndt at reformere det kommunistiske regime under ledelse af Alexander Dubcek. Dubcek ville skabe, hvad han selv kaldte "socialisme med et menneskeligt ansigt", men i august 1968 blev Tjekkoslovakiet invaderet af de kommunistiske Warszawapagt lande, og hans drømme blev knust. Kylián deltog i demonstrationerne mod okkupationen, før han tog til Tyskland.

Stuttgarter Ballett rangerede dengang som et af verdens bedste balletkompagnier. John Cranko var en stor personlighed, der formåede at samle mange talentfulde mennesker under sine vinger. Etablerede koreografer som engelske Kenneth MacMillan og amerikanske Glen Tetley arbejdede for kompagniet, ligesom helt unge, nye koreografer her fik mulighed for at afprøve deres talent. Cranko indførte koreografiske workshops, hvor Kylián i 1970 fik sin debut med balletten Paradox.

Senere samme år skabte han sit første værk til Stuttgarter Ballett, Kommen und gehen, med stjernedanserne Marcia Haydee og Richard Cragun. I disse år var Glen Tetley huskoreograf i Stuttgart, og han blev en stor inspiration for Kylián. Hans intellektuelle tilgang til bevægelse og hans forståelse for rummet var en åbenbaring for ham.

I 1973 døde Cranko pludselig som kun 46-årig, og Stuttgarter Ballett blev efterladt med et stort tomrum. Kylián blev i kompagniet de næste år, hvor han blandt andet i 1974 skabte "Return to a Strange Land" til minde om Cranko. I mellemtiden havde Nederlands Dans Theater vist stor interesse for Kylián, og han havde koreograferet tre værker til dem, i 1973 "Viewers", i 1974 "Stoolgame" og i 1975 "La Cathédrale engloutie". I 1975 blev han ansat som kunstnerisk leder af Nederlands Dans Theater sammen med Hans Knill.

Nederlands Dans Theater var på det tidspunkt i krise, og udfordringen bestod nu i at genopbygge kompagniet. Kylián skabte i de følgende år mange nye værker, der var med til at manifestere Nederlands Dans Theater som en af tidens mest nyskabende ballettrupper og Kylián som en af tidens mest begavede koreografer. Blandt mest berømte balletter fra det første tiår kan nævnes "Sinfonietta" fra 1978, der markerede hans internationale gennembrud, "Psalmensymfonie" fra 1978, "Overgrown Path" fra 1980, "Forgotten Land" 1981, "Svadebka fra 1982, "Stamping Ground" i 1983 og "L'Enfant et les sortiléges" fra 1984. Billedet til venstre: Petit Morte.

Kylián formåede at få Nederlands Dans Theater på fode igen. Han satte sig tre kunstneriske mål; at invitere nogle af tidens bedste unge koreografiske talenter fra hele verden til at arbejde med kompagniet, for eksempel William Forsythe, Mats Ek og Ohad Naharin; at få skabt nye værker nogle af tidens største etablerede koreografer, eksempelvis Hans van Manen og Glen Tetley og sidst men ikke mindst; at opmuntre de unge dansere i kompagniet til selv at kreere balletter.

Han skabte en ny struktur i kompagniet. For fremhæve vigtigheden af at uddanne helt unge dansere oprettede han i 1978 "NDT II" som en pendant til hovedkompagniet, der nu kaldtes "NDT I". I NDT II kan dansere mellem 17 og 22 år i en periode på to år prøve kræfter, før de bliver medlem et stort kompagni. I 1990 fik Kylián ideen til danne et "senior-kompagni", "NDT III", da han længe havde syntes, at det var forkert, at erfarne, karismatiske dansepersonligheder, der var "mellem 40 år og døden", som han udtrykker det, ikke længere blev brugt. De tre grupper har hver deres repertoire, der af spejler forskellige kvaliteter ved de forskellige tidsaldre - "tre dimensioner af en dansers liv", har Kylián kaldt det.

Op gennem 1980'erne og i 1990'erne skabte Kylián et utal af balletter til Nederlands Dans Theater. Blandt de mest kendte er "No More Play" fra 1988, "Falling Angels" fra 1989, "Sweet Dreams" fra 1990, "Sarabande" fra 1990, "Petite Mort" fra 1991, "As If Never Been" fra 1992, "Whereabouts Unhnown" fra 1993, "Bella Figura" fra 1995, "Tears of Laughter" fra 1996, "Wings af Wax" fra 1997 og "One of a Kind" fra 1998. I 1995 koreograferede han i anledning af Nederlands Dans Theaters 35-års jubilæum forestillingen "Arcimboldo", hvor såvel NDT I som NDT II og NDT III medvirkede.

Bella Figura

I 1999 valgte Jiri Kylián at stoppe som kunstnerisk leder af Nederlands Dans Theater for at lade nye generationer komme til, men han er dog stadig tilknyttet som huskoreograf. Siden 1999 har han således blandt andet koreograferet "Clich-Pause-Silence" i 2000, "Birth-day" i 2001, "27'52" i 2002, "When Time Takes Time" i 2002, "Last Touch" i 2003, "Sleepless" i 2004 og "Toss of a Dice" i 2005.

Kylián regnes i dag som en af de største nulevende koreografer. Han har siden sin debut skabt mere end 70 værker til Nederlands Dans Theater, og han har i alt koreograferet op mod 100 balletter. De er blevet danset af mere end 80 kompagnier og skoler over hele verden. Ud over Stuttgarter Ballett og Nederlands Dans Theater har han kun lavet få værker direkte til andre kompagnier, nemlig Pariseroperaen og Tokyo Balletten, samt altså nu også Den Kongelige Ballet.

Den Kongelige Ballet har tidligere haft Kylián på programmet; i 1984 havde "Verklárte Nacht" til musik af Arnold Schønberg premiere, i 1997 "Return to a Strange Land" til musik af Leos Janácek og i 2001 "Stepping Stones" til musik af John Cage og Anton Webern.

For Jiri Kylián vil teatret altid være det primære. Det er selve forestillingen, der altid, nu og i fremtiden, vil give næring til hans værker - hvad enten det er den forestilling, som skabes på scenen med al dens bedrag og fantasi, eller det er den forestilling, som selve livet udgør.