Kurt Jooss, en europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Tyske Kurt Jooss kan stadig skræmme med sit hovedværk "Det grønne bord", selv om det blev produceret for 70 år siden. Og koreografen, der måtte flygte til England under anden verdenskrig, fremstår stadig som en fornyer.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Kurt Jooss, en europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Af Kathrine Houe (stud.mag.). Artikel i Terpsichore, november 2003.

Første gang jeg så Kurt Jooss' hovedværk "Det grønne bord" (Der Grüne Tisch) fra 1932 på en gammel og slidt sort/hvid video, drømte jeg om det om natten.

Den store, onde, personificerede død danser livet ud af menneskene. Selv om værket i dag er over 70 år gammelt, indeholder det en aktualitet i sin handling og en umiddelbarhed i sit trinsprog, der stadig gør det værd at beskæftige sig med. Menneskets konfrontation med døden er stadig lige skræmmende. "Det grønne bord" og andre af Jooss' store værker indskriver ham som en af de helt centrale figurer i den moderne dansehistorie.

Kurt Jooss blev født i Tyskland i 1901 og startede sin karriere med at studere dans ved Rudolph von Laban på Stuttgart Academy of Music. Laban fornægtede på det tidspunkt al form for klassisk ballet, og Jooss' dansetræning havde derfor i lang tid kun omfattet en moderne stil, hvor flow i bevægelser og overgange var i fokus.

Senere drog Jooss dog til Paris for at studere den klassiske teknik nærmere, og da han i 1924 dannede sit første kompagni Neue Tanzbühne, begyndte han hertil at skabe en række koreografier, der forenede den moderne dans med den klassiske ballet.

I en tid hvor den moderne og den klassiske dans stadig stod som to diamentrale modsætninger i USA, og dermed også i alle andre steder af verden, var Kurt Jooss i stand til at skabe værker, der forende de to stilarter. Samtidig brugte han dem til at fortælle publikum om den virkelighed, han selv befandt sig midt i. Det var igennem denne stilblanding og et samtidigt ønske om, at det enkelte værk skulle formidle en historie og udtrykke følelser, at Kurt Jooss, i forlængelse af Laban og Mary Wigman, udviklede det vi i dag kalder Ausdruckstanz.

Advarsel om ny krig

Efter dannelsen af Neue Tanzbühne begyndte det at gå stærkt for Kurt Jooss. I 1927 blev han udnævnt til leder af danseafdelingen på Essen Folkwang School, og året efter startede han her sit andet kompagni, Folkwang Tanzteater. I 1930 skiftede Folkwang Tanzteater navn til Folkwang Tanzbühne, hvortil han i 1932 skabte sit mest berømte værk "Det Grønne Bord".

Værket blev skabt til den første internationale koreografiske konkurrence arrangeret af Archives Internationales de la Danse, som blev afholdt i Paris i 1932.

Kurt Jooss dansede ved uropførelsen selv hovedrollen som den onde og allestedsnærværende død og værket vandt konkurrencens førstepris.

Det grønne bord blev skabt som et minde om de mange, der døde under første verdenskrig, men det var samtidig også ment som en stærk kritik af og advarsel om en ny krig, og som en kommentar til det eksisterende tyske samfund.

Værket var inspireret af et middelalderligt ritual kaldet dødedans, hvor den grundlæggende ide er, at døden udligner alle forskelle, at alle er lige i døden, og at den enkelte persons død er et resultat af dennes liv. Det var disse ideer, som Jooss i sit værk forsøgte at føre over på sin egen samtid. I døden bliver den største hærfører og den mindste bonde lige, og en mand, der hele sit liv igennem har været ond og dominerende, får en smertefuld og ubehagelig død.

Flygtede til England

Allerede året efter at Jooss skabte Det grønne bord, løb han ind i store problemer på grund af nazismen. Nazisterne mente, at dansen burde komme fra folket i stedet for fra en elitær gruppe af trænede og uddannede dansere. De udskrev en lang række regler for dans - blandt andet at alle bevægelser skulle akkompagneres af lyd. Musik og bevægelse var lige vigtige, og alle bevægelser skulle være rytmiske og forståelige for den uvante tilskuer.

I en avisartikel i 1933 blev der skrevet, at Jooss var uvillig til at adoptere principperne i den nye tyske kunst, og at hans støtte til ikke-ariske personer var en farlig sti for ham. Jooss og hele hans kompagni valgte derfor at flygte til England.

På godset Dartington Hall startede Jooss en skole, hvor blandt andet Birgit Cullberg hentede stor inspiration. Samtidig skiftede hans kompagni navn til Ballets Jooss, og de turnerede med stor succes over hele verden. Ballets Jooss gæstede København i både 1934 på Casino og i 1946 på Det Ny Teater. Begge gange blev "Det grønne bord" opført.

Senere sluttede Laban sig til skolen på Dartington Hall, efter at han i 1936 til en generalprøve på en masseoptræden, som han havde skabt til OL i Berlin, var blevet stemplet som degenererende og for intellektuel.

Efter krigen, i 1949, kunne Kurt Jooss endelig vende tilbage til Essen i Tyskland. Det lykkedes ham at genskabe Folkwang Tanzteater og Folkwang School, hvor han blandt andet havde Pina Bausch som elev. Folkwang Tanzteater gik dog senere i opløsning på grund af manglende statsstøtte.

I 1962 startede han sit sidste kompagni, Folkwang Tanzstudio, hvor Pina Bausch fungerede som danser og i nogle sammenhænge også som sparringspartner. I 1968, i en alder af 67 år trak Jooss sig tilbage fra jobbet som leder af kompagniet, og han døde i 1979 elleve år efter. Taget af den død som han 35 år forinden selv havde personificeret, og som 70 år senere stadig skræmte mig i mine drømme.