Merce Cunningham

Legende danseæstetik og frihed.

Danseren og koreografen Merce Cunninghams legende danseæstetik har været banebrydende igennem 50 år, fordi den har udfordret eksisterende dogmer inden for dansen. Cunningham har reduceret de formelle krav og sædvaner i vestlig kunstnerisk dans - blandt andet i samarbejde med komponisten John Cage.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Det frie spil

Af Ella Ursin Steen (stipendiat, Norges Idrettshøgskole). Artikel i Terpsichore 2. maj 2003.

Det frie spil mellem form og sanselighed er et centralt tema i æstetikken i en vestlig kulturforståelse. Dette er særligt udviklet i den tyske forfatter Friedrich Schillers filosofiske tekster om menneskets æstetiske opdragelse (1795).

Schiller udviklede en forståelse af den menneskelige situation som genuint (ægte; red.) æstetisk; mennesket må balancere mellem det sanselige og de formende kræfter i sin tilværelse for at udvikle sin menneskelighed.

"Mennesket leger kun når det i ordets fulde forstand er menneske, og det er kun helt menneske når det leger" (ibid).

Det er i den legende tilstand mellem naturens nødvendighed og formens mulighed, at det æstetiske menneske kan udvikle sig; en seriøst legende holdning.

Merce Cunningham kan siges at have en seriøst legende holdning til det at skabe dansekunst. Han udforsker et frit spil, ikke bare mellem naturens nødvendighed og formens mulighed, når det gælder menneskelig kropslig bevægelse, men han udforsker også muligheden for et frit spil mellem alle de elementer, som konstituerer et danseværk - det være sig bevægelse, musik, scenografi og lys. Dette gør han ved hjælp af princippet om chance, som blev udviklet gennem et samarbejde med komponisten John Cage.

Tænkningen om spillet mellem form og sanselighed som centralt i æstetik og kunst er hensigtsmæssig også som et analytisk bidrag, når man skal prøve at forstå kunst. Nogle gange er de formende aspekter mest værdsat, og i andre sammenhænge er det sanselige indhold mere værdsat i skabelsen og vurderingen af kunst. Dette kan vi tydeligt se i to centrale danseudtryk eller dansetraditioner. I klassisk ballet kan vi ofte se, at der lægges stærkt vægt på de formende elementer i skabelsen af et danseudtryk. I den tradition for moderne dans som følger det ekspressionistiske ideal, kan vi imidlertid se en distinkt vægtning af følsomhed og sanselighed.

Sandheder bliver udfordret i dansen

Merce Cunningham stillede spørgsmål ved de eksisterende æstetiske traditioner i dans helt fra begyndelsen af sin karriere i 1940erne og 1950erne. Den danseæstetik, som han mødte i sin samtid, var netop den klassiske ballets formstærke tradition og den moderne dans' mere ekspressive følsomhed. Gennem sin måde at skabe dans på udfordrer han etablerede "sandheder" i dansekunsten på en personlig og modig måde.

Hans ideer overskred den traditionelle relation mellem form og indhold. Han fokuserer ikke eksplicit på hverken de formende elementer eller det sanselige indhold i dansen, men hellere på det frie spil mellem alle de elementer, som konstituerer dansen. Det arbejde, han har gjort, har været umådeligt vigtigt og har haft stor indflydelse på dans og koreografi.

Cunninghams udforskning af danseæstetikken er også interessant i forhold til læring af kropslig bevægelse, og derigennem relevant udforskning for henholdsvis dansepædagogikken, bevægelsespædagogikken og bevægelsessocialisering som sådan. Gennem sine koreografiske værker har han eksperimenteret med etablerede danseæstetiske elementer, og gennem dette arbejde er han en central forsker inden for samtidsdansen i vestlig kultur.

Den unge Merce syntes at tvivle på dogmer og sandheder i dansen; de sandheder han selv var blevet indviet i. Han stillede for eksempel spørgsmålet, om musikken nødvendigvis må være et formende element for dansen i teksten "Space, Time and Dance" fra 1952.

Dette er et ganske radikalt standpunkt, eftersom vi sædvanligvis er tilbøjelige til at betragte dans og musik som to sider af samme sag i danseæstetikken. Cunningham foreslår: "...that music and dance could be separate entities independent and interdependent, sharing a tommon time" (Cunningham 1982).

Han eksperimenterede gennem flere årtier sammen med komponisten John Cage i mange værker, hvor musik og dans står i et kontinuerligt fleksibelt forhold til hinanden. Denne procedure, med stor fleksibilitet mellem struktur, indhold og rækkefølge i danseforestillingerne, blev kaldt chance operations, og blev tor første gang afprøvet i 1951.

Rum og klimaks i dansen

En anden radikal og nyskabende position var at udfordre brugen af rummet i dansekompositioner. Cunningham slår fast, at klassisk ballet skabte lineære former i rummet ved at opretholde renæssancens forestilling om perspektiv. Den moderne dans gjorde imidlertid ofte rummet til "en serie klumper" eller "statiske topper" på scenen, som han også omtalte det i teksten fra 1952

I modsætning til disse former for brug af scenen, ville han skabe dans ved at bruge hele scenerummet, hvor alle punkter og pladser var lige vigtige. Dette perspektiv bidrog til, at han også gerne brugte andre steder end teaterscener til sine danseværker, som for eksempel åbne pladser, udendørs eller indendørs i museer.

Et tredje moment i dansens traditionelle æstetik er knyttet til en tænkning om det dramatiske højdepunkt eller klimaks. Dette mener Cunningham, at vi finder både i den klassiske tradition, men også i den moderne dans, eksempelvis hos Martha Graham. Med dette mener han " ...each work built to a climax from which it fell away" (Cunningham 1985).

Imod disse dogmer hævder han, at livets virkelighed sædvanligvis ikke består af klimakser, men snarere af en strøm af begivenheder, som alle har betydning.

"Life goes on regardless and ...each thing can be separated from each and every other," har han udtalt. Fra denne "hændelsernes demokrati" opbygger Cunningham en unik æstetik for dans og bevægelse. Her er det hverken klimaks eller indhold, som er det afgørende, men snarere en frihed for kroppens bevægelse eller kroppens stilhed, i et kontinuerligt spil op mod tiden, rummet, musikken, scenografien eller andre elementer.

Der findes ingen idealkrop for en danser

Cunningham ser potentiale for dans i mange "typer" krop. Han gør det til en bevidst holdning ikke at have et ideal for, hvordan danseren skal se ud.

"In other words, (I try) to allow for wide latitude of shapes, so to speak" (ibid). Det er ikke danserens form, som er det vigtige, men det at han kan danse. Herved kan danseren koncentrere sig om bevægelserne og dansen og behøver ikke at være bekymret for, om hans krop ser rigtig ud. Danserens udfoldelse, kroppens alsidige bevægelse og brug af rummet har stor betydning i Cunninghams dansekunst.

Opsummerende kan man sige, at Cunninghams arbejde udmærker sig ved, at han indtager en meget forskende holdning i forhold til det at skabe dans. Alle elementer, som konstituerer dansen, skulle kunne, hvis muligt, komme til hver deres ret i et frit æstetisk spil. Desuden viser han også en respekt for danseren som et autonomt og kreativt subjekt i kraft af hendes eller hans sanselige krop og eksistens, danserens væren-i-verden.

Det frie spil og frihed

Ideen om et frit spil i den æstetiske erfaring er blevet nævnt tidligere. Dette centrale tema fra Schillers æstetik synes at have relevans for den danseæstetik Merce Cunningham har udviklet. Imidlertid er det hans samarbejde med John Cage, som har været den centrale inspiration for den æstetiske holdning til frihed, som viser sig i hans danseforestillinger.

Foruden Cunninghams egne erfaringer med dansekunsten er John Cages eksperimenteren med musikken og hans udlægning af Zen buddhismen vigtig for både Cunningham og Cage i udførelsen af deres kunst. Refleksioner hos Cage, som er centrale for samarbejdet med Cunningham, finder vi både i essayet "Grace and Clarity" fra 1944 og i bogen "Silence," som udkom første gang i 1939.

Cage var optaget af det tomme rum, eller måske snarere det åbne rums betydning for erfaringen. Den berømte komposition af Cage 4'33", som var et "musikstykke" helt uden toner fra pianisten ved pianoet, den totale stilhed, bare pianisten som åbnede og lukkede pianolåget tre gange for at indikere tre dele, som var forskellige i tid, blev for Cage et paradigmatisk eksempel på at erfare musik. Og her var det måske særligt tilhøreren han havde i tankene.

Han ville eksperimentere med at komme af med de intentionale toner og ekspressive indfald fra musikerens side, og hellere åbne op for en æstetisk refleksion og aktivitet hos tilhøreren.

"Silence is not acoustic," sagde han, "It is a change cif mind. A turning around."

Han lader tiden være åben for tilhørerens egen opmærksomhed rettet mod lyden, som alligevel eksisterer i rummet. Det bliver et sted og en tid for egen refleksion og skabelse. Det bliver et rum, som er fri af intention, personlig interesse og bestemte former eller historier.

Ren dans

På lignende måde kan man se Cunningham skabe dans, som er befriet fra fortælling, intention og ekspressive følelser, og hvor et eventuelt samspil med musikken følger chance. Dette kan beskrives som en form for tilfældighed i forhold til det, der opstår af erfaring for tilskueren, men også hvad der opstår af erfaring for danseren. Altså en meget kreativ proces for begge parter.

De formelle krav og sædvaner, som traditionelt har været til stede i vestlig kunstnerisk dans, er reduceret i Cunninghams æstetik. Han er nyskabende og følger ikke traditionen fra hverken klassisk ballet eller moderne dans, selv om han er fortrolig med begge. Ligeledes skaber han nye måder at træne dansekroppen på; måder, som gør kroppen både stærk og fleksibel. Cunninghams dans bliver ofte kaldt for ren dans.

De ulige elementer kan ofte leve deres eget liv på scenen, og det bliver op til tilskueren at skabe en mulig sammenhæng. Eller tilskueren kan se og høre flere interessante hændelser på samme tid i scenerummet for den sags skyld. Dette stiller store krav til tilskuerens opfattelsesevne og opmærksomhed. Men på den anden side: Det stiller tilskueren fri til at lave sine egne udsnit tor æstetisk opmærksomhed, og for at digte med...

Der gives en uendelighed af muligheder i den æstetiske erfaring, og her kan vi se en lighed med det frie spil eller legen i den æstetiske erfaring hos Schiller. Den intention, Cage og Cunningham har med deres kunstneriske arbejde synes at være, at skabe størst mulig frihed for den æstetiske erfaring og dermed også frihed for følelse og tanke.