John Neumeier

For langt og kompliceret

Af Ole Nørlyng, Ballethistoriker

Artikel fra tidskriftet DANS, Terpsicore, Neumeier special, juni 2013.

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

For langt og kompliceret

John Neumeiers koreografiske værk er langtfra blevet mødt med entydig begejstring. Selv hans mesterværker kan få visse til at gløde af irritation.

Jeg husker det, som var det i går. Selvom jeg var kommet i god tid, kunne jeg overhovedet ikke nå det. Handlingsreferatet i programmet - ja, det var selvfølgelig på tysk - var meget langt og yderst indviklet. Jeg var kørt af sporet fra starten. Alt for mange navne og referencer. Jeg havde ikke en chance, og balletten "Artus Sage" (1982) er aldrig gået hen og blevet en af mine Neumeier balletter.

Aldrig ligegyldigt

John Neumeier er en kunstner, der ikke er bange for at gå til yderligheder. Det er nødvendigt at falde igennem en gang imellem, hvis man ellers vil finde ud af, om isen kan bære. Holder man sig udelukkende til de sikre opskrifter i den godt gennemprøvede kogebog, bliver resultatet da altid spiseligt. Men det forudsigelige ligger lige bag ved og lurer med truslen om kedsomhed. Neumeier kender selvfølgelig alverdens kogebøger. Han har dem stående i sit store bibliotek, og han har som også læst dem. Alligevel lægger han dem på hylden for i stedet at afprøve nye muligheder. Afveje, vildveje - vejkryds! Det er det, der gør ham så spændende, og det er også det, der gør, at nogle gange er det bare for langt og for kompliceret. Men det er aldrig ligegyldigt. (Billedet herunder: Homer Odysséen).

Det var i 1985

Mit første mere personlige møde med koreografen John Neumeier fandt sted i forbindelse med sådan en "for lang og for kompliceret" ballet. Det var i 1985. Den Kongelige Ballet havde på grund af ombygning af Gamle Scene været henvist til Tivolis udmærkede koncertsal. Nu skulle balletten tilbage til det gamle hus, der unægtelig lugtede af ny maling og af en sceneteknik, der drillede. Den dengang 43-årige John Neumeier var blevet kørt i stilling som den, der skulle skabe en sensation af en stor ny åbningsballet på Gamle Scene med verdenspremiere den 2. november 1985. Vi kendte og beundrede alle John Neumeier for de to tidlige Shakespeare balletter "Romeo og Julie", der første gang blev danset på Kongens Nytorv i 1974, og den ligeledes så mesterlige "En Skærsommernatsdrøm", der havde været en del af repertoiret siden 1980.

De første meldinger om den ballet, vi havde i vente, kom i april måned 1985. Frank Andersen, der netop var blevet udnævnt til ny balletmester, havde været i Hamborg til urpremiere på Neumeiers nyeste opus "Othello" - og i den forbindelse skulle brikkerne været faldet på plads. John Neumeier ville arbejde videre med Shakespeare - han havde også en "Som Man Behager" på bedding - og denne gang skulle det være "Hamlet". Teaterchef Henrik Bering Liisberg var begejstret for udsigterne til en original "Hamlet" kreation skabt direkte til de danske dansere. Og Frank Andersen kunne slet ikke få armene ned. Det var som ikke, fordi jeg havde nogen særlig mening om den sag, blot slog det mig, at jeg aldrig havde hørt om en rigtig vellykket ballet skabt over den historie. "To be or not to be?" - hvordan danser man det? Robert Helpmann havde i 1942 forsøgt sig med en surrealistisk drømmevision af et "dance-drama", og lignende eksperimenter kunne man nok finde frem til. Men en virkelig Hamlet-ballet, der var lykkedes?

Othello

John Neumeier er en mand, der fordyber sig - og Shakespeare er en af de forfattere, han har gennemlæst grundigt. Helt ned til den mindste detalje. For Neumeier handler det ikke bare om at kende sine klassikere. Det er et spørgsmål om at finde sig selv i værket. At forstå det på ny, og at give det en personlig tolkning. Således har enhver medvirkende i "Romeo og Julie" et navn. De er nogen!

I "Othello" (Billedet ovenover) gik han på strandhugst efter årsagen til, hvorfor en mand, der elsker en kvinde over alt på jorden, kan ende med at slå hende ihjel. Han fandt årsagen dels i mandens manglende evne til at se og erkende sig selv, dels i de elskendes forvildelse i forelskelsens billeder af den anden, der ulykkeligvis ikke stemmer overens med virkeligheden. Altså dobbelt blændværk. Og vel at mærke et uerkendt blændværk, hvorfor det var mere end let for den sygeligt jaloux Jago at nedbryde den ellers så stærke Othello. En meget kompetent tolkning, der i forestillingen giver anledning til dels virkelighedens Desdemona, dels Othellos billede af Desdemona, og tilsvarende dels virkelighedens Othello, dels Desdemonas billede af Othello. Altså ikke to, men fire skikkelser, der skal holdes ude fra hinanden. Og til slut er der ikke to, der dør, men fire - først de "falske" billeder, og til slut som hos Shakespeare. Noget af et maraton, der - selvom det er indviklet - ikke forhindrer, at "Othello" er et mesterværk. (Billedet herunder)

"Othello" er grusomhedens teater. Som en naturlig reaktion hos Neumeier efter det ætsende bad i det grusomme så meldte tanken om fænomenet "hævn" sig. Hvad er hævn? Skal man hævne? Hvorfor og hvornår? Og alt det er jo netop Hamlets problem. Efter "Othello" stod vejen så at sige åben for fordybelsen i "Hamlet".

Hamlet

Meget hurtigt fandt John Neumeier frem til, at hævnproblematikken egentlig er prækristen. Hævn er ikke en etisk forpligtelse ifølge Kristus. Tværtimod. Her er det etisk rigtige at tilgive. Og Neumeier er en engageret katolik. Men sådan er det ikke i Shakespeares "Hamlet". Dvs. Hamlet bør egentlig ikke foregå i den unge humanismes dage, hvor resterne af middelalderen kæmper med den fremtrængende "moderne" renæssance. Tiden og miljøet bør derimod være vikingernes hedenske sagntid, og det bedste billede, man kan danne sig som indre inspirationskilde, er Bayeux tapetet. Det var baggrund for, at John Neumeier placerede sin ballet "Amleth" i tiden op mod år 1000, og med Neumeier'sk grundighed fik han på Det Kongelige Teater en arkæolog med speciale i vikingetiden stillet til rådighed, så han kunne få svar på så mange spørgsmål som muligt:

"Det er vigtigt for mig som koreograf at kende så mange detaljer som muligt af tiden, miljø og atmosfære," udtalte Neumeier dengang samtidig med, at han studerede alt fra helleristninger fra 2000 f.Kr. frem til vikingetidens dyrestil og ormeslyng.

Musikken skulle han også vide en masse om, også selvom kompositioner af den dengang 80-årige engelske komponist, Michael Tippett, var blevet udvalgt som grundlag for den aktuelle ballet. Det var her, at jeg kom ind i billedet. Dels ville han bare vide noget, dels havde han en idé om, at man tidligt i balletten skulle møde Hamlet - der nu hed Amleth - og Ofelia som børn, og at de i virkeligheden havde en fortid sammen som børnekærester. Dette møde mellem børnene skulle ske i sang.

Nu var jeg også dengang balletbørnenes musiklærer, så jeg kom i sving. Først fandt jeg gamle lydoptagelser af lurerne fra Nationalmuseet frem, og dernæst præsenterede jeg ham for Danmarks ældste sang, der er noteret ned, nemlig "Drømte mig en drøm i nat". Den var heldigvis heller ikke sværere, end at de udvalgte børn lige kunne lære den. I virkeligheden havde John Neumeier længe gået og arbejdet med Hamlet. Således havde han to Hamlet-koreografier bag sig. Først havde han skabt den amerikanske "Hamlet Connotations" til ABT i 1976, blandt andet danset af Baryshnikov og Erik Bruhn. Herefter kom et rent psykiatrisk tilfælde i Hamborg, hvor Neumeier gennemarbejdede sine tanker omkring Hamlets galskab. Det med fortiden og forhistorien lå hele tiden og plagede John Neumeier. "Jeg er interesseret i kommunikation gennem bevægelser," fortalte Neumeier, "men i bevægelser kan man kun kommunikere nutiden. Man kan ikke som i et skuespil fortælle, hvad der er gået forud.

Derfor er "Hamlet" vanskelig at omplante til ballet. For det første fordi dramaet er afhængigt af fortiden. Det hele handler jo om, hvad der er sket... Man forstår kun Hamlets konflikt, hvis man ved, hvad der er gået forud, og i dans er det umuligt at få fortiden frem." Dette problem måtte løses, hvorfor John Neumeier gav sig til at forske i forhistorien. Det vil sige, han læste såvel Oehlenschläger som Saxo Grammaticus og Belleforest. Efterhånden fik han gravet sig frem til kongesønnen fra Mors, Amleth, og længere og længere væk fra Shakespeares prins fra Helsingør. Sagntidens broder stridigheder og krigene mellem Norge og Danmark kom til at betyde mere og mere. Forhistorien kom til at fylde mere end halvdelen af balletten, og man skal være forsigtig med at lade forhistorien være længere end selve historien. Tilmed var forhistorien umådelig indviklet, og mange lange krigsscener er nu mere velegnede i en tju bang action film end i en meget alvorlig ballet.

Det var bestemt ikke fordi, der ikke var endog særdeles stærke og smukke partier i den nye ballet. Således var det bevægende til sidst at se og forstå hævnen og hævnens pris. Balletten sluttede med, at Amleth dræbte sin farbror, Fenge, hvorefter han gav kronen til den norske Fortinbras. Endelig var Amleth fri og herre over sit eget liv, men prisen havde været høj. Han havde fuldført hævnen, som faderen og datidens kulturelle konventioner pålagde ham, men han havde også mistet kærligheden, idet Ofelia lå død for hans fødder.

Blandt højdepunkterne var de oplagte kærlighedsmøder mellem de unge, ligesom den psykologisk dybdeborende Neumeier fik noget helt fantastisk hårrejsende ud af scenerne med faderens ånd og i skildringen af den vanvittige Ofelia. Øjeblikke, hvor man spurgte sig selv, hvorfra Neumeier havde hentet disse bevægelsessyner. Men Det Kongelige Teater fik ikke den glæde af Neumeiers nye kreation, man havde håbet på. Balletten kom kun til at gå relativt få gange. De musikalske valg betød, at en ekstra ombygning af orkestergraven var nødvendig, idet en trippelkoncert af Tippett foreskrev en vindmaskine. Jo, den gav en helt usædvanlig og meget suggestiv lyd af åndedræt og sukken - men den var ikke nem at placere i den udvidede grav. Også her blev det for kompliceret.

Odysséen

Så gik det trods alt bedre, da Frank Andersen anden gang tiltrådte som balletmester i 2002. Også her var trumfkortet en ny ballet af John Neumeier. Det var dog ikke en verdenspremiere. John Neumeier havde oprindelig skabt balletten "Odysséen" efter Homers epos i 1995; alligevel fik vi noget for pengene. "Odysséen" er ikke sådan lige at koge ned til en ballet af almindelige dimensioner. "Ti års omflakken, ti års hjemrejse, ti års healing efter ti års krig!" Her var det en forudsætning, at publikum havde såvel forkundskaber som tålmodighed med hjemmefra. Det var noget nær en nødvendighed at kunne sin Homer. Ak ja - jeg så mange teatergæster udvandre - fordi de ikke fattede en brik. Selv sad jeg naglet fast ved de billeder, Neumeier fik skabt. Som Mette Bødtcher, der dansede den forførende skønne Kalypso, som holder Odysseus fanget i syv af de ti år, hans hjemrejse varer, sagde dengang: "Det er fantastisk at være med i en ballet, der kræver både tanke og teknik..." Og tålmodighed, fristes man til at sige.

Stor teatermand og tænker

Som hos Wagner lønner det sig at give sig hen. Neumeier er både en stor teatermand og en betydelig tænker. Det kan være meget langt og meget kompliceret. Men John Neumeier er altid i stand til at føre os frem til en afslutning, der giver det hele mening. Også selvom ikke alle balletter er lige vellykkede.