The Moor's Pavane

Jose Limon og hans mesterværk

af Svend Kragh-Jacobsen

Ruth St. Denis. Orientalske danse

Kurt Jooss. Europæisk fornyer mellem Laban og Bausch

Fra heks til frue. Forandring i Mary Wigmans danse

Merce Cunningham. Legende danseæstetik og frihed

Kunstarternes gensidige inspiration

The Moor's Pavane Jose Limon og hans mesterværk

Dalcroze Eurytmikkens fader

Alvin Ailey - en stil, en tradition

Om Jiri Kylián Silk and knife

Flemming Flindt, verdensmesteren

Da dansen blev ny. Les Ballets Russes

Isadora Duncan i København

Mandsdans og maskulinitet

Eske Holm, dansens alsidige rebel

Nini Theilade, den dansende verdensstjerne

Pina Bausch Tanztheater

Twyla Tharp, Come Fly Away

Balanchines Jewels

John Neumeier som storyteller

Neumeier, langt og kompliceret

Butoh dans

Fjer og stiletter

Jose Limon og hans mesterværk

Da The Moor's Pavane 24. november 1971 fik premiere på Det kgl. Teater, kendte dansk balletpublikum kun lidt til dens koreograf Jose Limon, og dog er han er af hovedskikkelserne indenfor "modern dance". Han kom til København få dage før premieren for at give sin ballet, indstuderet af hans assistenter, en sidste afpudsning. Før Flemming Flindt hentede Limon hertil, havde dansk ballet ikke haft bud efter ham, mens han i foråret 1970 satte en tredobbelt forestilling op med egne værker i Erik Bruhns balletmestertid i Stockholm.

Det var håbet, at Limon skulle komme igen, hvad han selv udtalte lyst til efter bekendtskabet med de danske dansere, men godt et år efter, den 2. december 1972, døde han blot 64 år gammel i New York. Han var født i Mexico; kom, da han var 7, med sine forældre til Californien. Blev amerikansk statsborger og ville efter et år ved University of California på en art school i New York uddannes til maler. Nogle venner tog ham her 1928 med til en danseaften, givet af Doris Humphrey og Charles Weidman - parret der ved siden af Martha Graham var banebrydere for modern dance i USA - og fra den aften blev dansen hans kunst. Den følgende dag meldte han sig til parrets skole, blev hurtigt også medlem af deres kompagni, som han tilhørte godt en snes år. Samtidig tjente han til liv og undervisning - også klassisk ballet studerede han - ved at optræde på Brodway i shows og musicals og satte selv senere "Roberta" op der.

Det var som en særpræget og stærkt virkende danser, Jose Limon vandt sit første ry; snart efter begyndte han tillige som koreograf. Under verdenskrig II virkede han i hæren og ægtede samtidig Pauline Lawrence, der havde været kompagniets kostymetegner. 1947 fik han sit eget kompagni, dog endnu med Doris Humphrey som kunstnerisk meddirektør, men i stadig stigende grad var det Jose Limon og hans værker, der prægede repertoiret. I samarbejde med Humphrey skabte han 1947 Lament for Ignacio Sanches Meijas - over Garcia Lorcas digt af samme navn - hans første storværk, fulgt kort tid efter af La Malinche, som han var ene om.

To år efter kom så The Moor's Pavane, hans berømteste værk. I dag står disse tre balletter på plakaten hos mange balletkompagnier rundt om i verden. Hurtigt blev Limons kompagni ved siden af Martha Grahams det mest spændende hjemsted for modern dance, indtil næste generations ungdom, Taylor og Tetley - for at nævne et par, vi kender herhjemme - dukkede frem, og Merce Cummingham fortsatte sin eksperimenteren.

Allerede i 1950'erne kom Jose Limon udenlands med sit kompagni, både til Sydamerika og Europa; Danmark nåede det aldrig. Samtidig var han fast lærer i koreografi ved Juillard School of Dance i New York. Sit repertoire udvidede han til det sidste, med urpremieren på en interessant Orfeo så sent som efteråret 1971. Selvom The American Dance Theatre, som han 1964 fik officiel støtte til - den ophørte dog snart - aldrig blev nogen varig realitet, klarede hans kompagni sig gennem mere end tyve år. Ja endog efter hans død, idet Limon-danserne så sent som i foråret 1973 gav gæstespil på Theátre de la Cite i Paris.

For Limon var musikken og dansen uadskillelige. Gang på gang har han i skrift og tale betegnet de store komponister som store dansere. Om Bach har han skrevet, at denne var mesterdanseren frem for nogen, og i hans kantate "Ich habe genug" hørte Limon udklangen af den sidste arie som døden, der befrier mennesket i "en berusende vals".

Hans hovedværk The Moor's Pavane blev til som Limons bidrag til American Dance Festival på Connecticut College New London 17. aug. 1949. Musikken samlede han - i bearbejdelse ved Simon Sadoff - fra forskellige Purcell-kompositioner som Abdelazer, The Gordian Knot Untied og chaconnen i den pavane for strygere, hvis titel balletten fik. Handlingen er motiver fra Shakespeare's tragedie "Othello". Kærlighed, skinsyge, bedrageri og en stadig sensualisme gennemluer værket, der - i sin dans som i musikken - har taget inspiration fra de klassiske hofdanses kvadriller. Alt udføres i en glidende, lidenskabelig, rigt varieret trinstil, hvor hele kroppen er med i dansen, og hver figur får fuld udfoldelsesmulighed for sin karakter. Limon dansede selv gennem mange år Moren, også da værket kom på American Ballet Theatre's repertoire, hvor han senere personligt indstuderede Moren og dennes hustru med Bruce Marks og Tom Lander. Det lettede indstuderingen i efteråret 1971 i København. Mange har siden danset hovedpartiet, senest Rudolf Nureyev.

Efter premieren i København understregede Limon selv, at den danske dansekvartet giver værket en helere og stærkere fremførelse end det har opnået noget andet sted.